Kulturvampyrerne
Man forstår jo godt, at de lugter blod, konsulentfirmaerne: kulturbranchen befinder sig i en konstant tilstand af underbemanding, folk er pressede, arbejder gratis eller næsten gratis, især indholdsskaberne, og samtidig er branchen en del af en galopperende opmærksomhedsøkonomi. Kulturverdenens aktører er med andre ord de perfekte ofre for typer, der kommer anstigende og med tilstrækkelig overbevisning i stemmen fortæller, at lige netop deres PR-strategi er den, der kan få en eller anden udstilling/bog/filmfestival/musikfestival/poesiaften ud over stepperne.
Det er en gammel sandhed, at det er dyrt at være fattig: du har hverken tid eller overskud til at træffe langsigtet fornuftige økonomiske beslutninger, du er nødt til at fægte dig frem gennem verden, ad hoc. Du er nødt til at leje en dyr lejlighed af Kereby, fordi banken ikke vurderer dig kreditværdig til at købe den andelslejlighed, der ellers ville koste det halve om måneden.
Det samme princip gælder for kulturbranchen: ressourceknaphed og påtvunget projektmageri, simpelthen mangel på ro til at koncentrere sig om det, det egentlig handler om, udmattelse, slet og ret, har