Kulturvampyrerne

Man forstår jo godt, at de lugter blod, konsulentfirmaerne: kulturbranchen befinder sig i en konstant tilstand af underbemanding, folk er pressede, arbejder gratis eller næsten gratis, især indholdsskaberne, og samtidig er branchen en del af en galopperende opmærksomhedsøkonomi. Kulturverdenens aktører er med andre ord de perfekte ofre for typer, der kommer anstigende og med tilstrækkelig overbevisning i stemmen fortæller, at lige netop deres PR-strategi er den, der kan få en eller anden udstilling/bog/filmfestival/musikfestival/poesiaften ud over stepperne.

Det er en gammel sandhed, at det er dyrt at være fattig: du har hverken tid eller overskud til at træffe langsigtet fornuftige økonomiske beslutninger, du er nødt til at fægte dig frem gennem verden, ad hoc. Du er nødt til at leje en dyr lejlighed af Kereby, fordi banken ikke vurderer dig kreditværdig til at købe den andelslejlighed, der ellers ville koste det halve om måneden. 

Det samme princip gælder for kulturbranchen: ressourceknaphed og påtvunget projektmageri, simpelthen mangel på ro til at koncentrere sig om det, det egentlig handler om, udmattelse, slet og ret, har åbnet en ladeport for halvstuderede kommunikationsrøvere. Eller, lad os bare kalde dem det, de er: kulturvampyrerne. 

Folk tror måske, at der er 50 mennesker ansat på et mellemstort teater, der spiller måske mellem 6 og 10 stykker om året. Sandheden er, at tallet snarere er omkring 5. Mens kulturinsitutionerne altså overperformer for vildt, hvad angår indhold, har de selvsagt ikke ressourcer til at lave kæmpestore PR-strategier. Når institutionernes finansiering desuden i stigende grad afhænger af private fonde, der kræver utallige mandetimer i fundraising og afrapportering og nyttesløst projektmageri og konceptudvikling, bliver presset bare endnu større. Kulturinstitutionerne har så få ressourcer, at de hverken har råd til kors eller hvidløg og bare må give fortabt, når kulturvampyrerne banker på døren.

Kulturvampyrerne er de konsulenter, kommunikatører og eventmagere, der tjener fedt på, at andre skaber noget kreativt og originalt indhold. På at nogle mennesker i det her land rent faktisk tør at vælge et liv som kunstner, med alt hvad det indebærer af fattigdom og usikkerhed. Kulturvampyrerne er fedtlaget, dem, der ifølge sig selv »bringer kunsten og kulturen i spil« som der står på konsulentfirmaet HAVE A/S’ hjemmeside. Hvad det så end betyder. Jeg ved det faktisk ikke. Ligesom jeg heller ikke rigtig forstår, hvad HAVE A/S mener med deres motto: »Sammen om kulturen«.

Det klinger temmelig hult, når man samtidig ved, at Christian Have, ejeren af HAVE A/S er initiativtager til kulturmødet på Mors, der mest af alt har skilt sig ud som et sted, hvor moderatorer som Clement Kjærsgaard, PR-folk, konsulenter og andet godtfolk, der ikke selv bidrager med indhold, får en større del af den økonomiske kage end de kunstnere, der bliver bedt om at deltage. Det har Jyllands Posten afdækket. Men, som kulturmødets chefkonsulent Niels Otto Degn så ærligt udtalte: »hvis alle kunstnere skulle have løn, ville Kulturmødet slet ikke kunne løbe rundt.«

Dén udtaltelse indrammer meget fint tankesættet hos kulturvampyrerne: Lad os gøre noget godt for kulturen! Lad os lave et kulturmøde, et event, der rigtig kan få sat kulturen i spil, men uden at betale kunstnerne for det (de er jo vant til at være fattige alligevel, og desuden forstår de sig jo ikke på penge.)

Når man hylder entreprenørskabet hos typer som Christian Have, der er med til at udvikle events som Kulturmødet, der reproducerer den evigt urimelige struktur, hvor kunstnere går for lud og koldt vand, mens alle varm luft-typerne rundt om nok skal få deres tid betalt, hylder man samtidig kulturbranchens økonomiske ruin. Det er lidt som at sige tak til manden, der rækker hånden frem og siger, at han er din ven, imens han med den anden hånd stjæler dit ur.

At Christian Have desuden personligt sidder i bestyrelsen for flere af de kulturinstitutioner, som hans firma leverer kommunikations- og PR-arbejde for (bl.a. det konkursramte Fredericia Teater) er ikke ligefrem med til at fjerne fornemmelsen af blodsugeri.

Det ville således være langt mere passende, hvis der stod sådan her på HAVE A/S’ hjemmeside: »Sammen om HAVE A/S’ bundlinje og indehaver Christian Haves personlige brand som kulturlivets entreprenør-frelser«.

Det er i hvert fald de signaler, man får, når man undersøger lidt nærmere, hvad Have A/S egentlig går og laver – og tjener penge på. Således står virksomheden for konferencen Vækst med kultur i samarbejde med Dansk Ervherv. Omdrejningspunktet er »potentialet i partnerskaber mellem kultur og erhverv, der præsenteres med cases og indsigter i udvikling af nye forretningsmodeller, produkter, services og oplevelser«. Vækst med kultur handler om at etablere såkaldte partnerskaber, »hvor kultur og erhverv krydsbefrugtes«.

Det lyder flot, men hør lige engang: Når Dansk Erhverv gerne vil krydsbefrugtes med kulturlivet er det nok ikke ligefrem fordi de elsker opera. Nej, der skal da selvfølgelig tjenes penge! Kulturlivet er et marked som alt andet, dét er logikken. Og Christian Have er så en erhvervslivets trojanske hest, der accelererer markedsgørelsen med sin særdeles aktive rolle som krydsbefrugter. Hvis jeg var en kulturinstitution ville jeg meget gerne have mig frabedt at blive krydsbefrugtet af Christian Have.

Men Have A/S er nu ikke de eneste, der har hugtænderne dybt begravet i kulturlivets hals. Også en af de helt tunge spillere i konsulentbranchen, Geelmuyden Kiese, har opdaget, at der er penge at hente. Firmaet har for nylig hyret Kristina Sindberg fra netop HAVE A/S »for at opruste sit arbejde med kulturlivets aktører,« som det hed på Kulturmonitor.

I samme medie har selvstændig konsulent i koncert- og oplevelsesindustrien Rune Erbs Ledet skrevet en kommentar, hvor han »vil opfordre kulturorganisationer til at benytte coronakrisens pauserum til at genskabe en bæredygtig virksomhedskultur, når kulturen igen kan åbne for fuldt blus.«

Sjovt nok har han selv en model for omstillingen, som han er så venlig at dele med os alle sammen. Den har fire trin med overskrifter som Kultur-isen (du skal se din organisation som en gammeldags isvaffel), Helhedstænkning, Dannelse og sidst, men ikke mindst: Social kontrakt. Hvis der fandtes en pris ved navn Tomt Modesnakkende Varm Konsulentluft I Kulturlivet ville jeg som det første indstille Rune Erbs Ledet til den.

Og hvis der fandtes en Mest Effektive Instrumentalisering Af Kunsten-pris ville jeg indstille virksomhedsduoen Charlotte Ersbøll og Lotte Hansen, der ejer firmaet Hansen og Ersbøll Agenda. Et firma, hvis »strategiske ledestjerne« er FNs verdensmål, og at få virksomheder til at stræbe efter at skabe »impact gennem deres forretning«. Det må de jo selv om, Ersbøll og Hansen, folk tjener jo penge på de mest obskure ting. Hvis bare de lod kunsten og kulturen i fred. Men det gør de selvfølgelig ikke. Således stod firmaet for nylig bag arrangementet Kunstens verdensmål i Den Sorte Diamant. Her skulle kulturpersoner som Charlottenborgs direktør Michael Thouber og sangeren Pernille Rosendahl diskutere spørgsmål som: Hvad er kunstens rolle? Hvad gør den ved mennesker? Og hvorfor mangler den sit eget verdensmål? Det er altså virkelig genialt: et firma, der tjener penge på FNs verdensmål får kulturlivet til selv at diskutere, hvorfor kunsten skal have sit eget verdensmål. Præmissen er givet på forhånd: den skal have sit eget verdensmål. Dét er da en snu udvidelse af forretningsområdet.

Det her er ikke en kritik af konsulenter som sådan. Det er en kritik af dårlige konsulenter, der tjener penge på at narre en branche til at tro, den har brug for deres hjælp.

Men kulturbranchen er jo fattig, tænker du måske, hvorfor kan det overhovedet betale sig for konsulenttyperne at beskæftige sig med den? Der kan da ikke være meget at tjene. Hvorfor ikke vælge en branche, hvor pengene sidder lidt mere løst – forsikringsbranchen eller finansverdenen eller sådan noget?

Et bud kunne være, at værdien af en kompetence er direkte proportional med dens sjældenhed. Mange af de mest økonomisk tunge brancher er også fulde af konsulenttyper, der prøver at få del i festen, det er en helt legitim del af spillet. Slet og ret fordi alles mål er at tjene penge. Problemet er, at konkurrencen er hård. Pengene er større, men de er også sværere at få fat i. Konsulenterne er simpelthen dygtigere alle andre steder. I kulturbranchen er pengene små, men hvis du er snu nok til at fremstille sig selv som en idealist, der vil branchen det godt, er markedet for varm luft så at sige fuldstændig uopdyrket. Kulturbranchen er åben for de konsulenter, der ikke er dygtige nok til at tjene kassen andre steder. Hvilket paradoksalt nok fører til, at den konsulentbistand, branchen får, er andenrangs. Det her er ikke en kritik af konsulenter som sådan. Det er en kritik af dårlige konsulenter, der tjener penge på at narre en branche til at tro, den har brug for deres hjælp.

Kulturbranchen følger en lidt anden logik end andre brancher. Den er en smule naiv, kunne man sige. Dens formål er ikke at tjene penge, men at skabe noget, der har åndelig værdi. Folk er ikke en del af den branche for at tjene penge. De er der, fordi de vil skabe kunst, eller i det mindste bidrage til muligheden for, at kunst kan eksistere i vores samfund. Man bliver ikke ansat på et museum for at tjene boksen, tro mig. Af samme grund er kulturbranchen ikke fuld af de samme knivskarpe konsulenter, som ellers trives så mange andre steder.

Desuden er det efterhånden en ret fasttømret øknomisk sandhed, at pressede og fattige mennesker er nogle af de nemmeste at lave profit på. I USA er trailerpark-industrien en af de hurtigst voksende og mest profitable brancher. Slet og ret fordi folk ikke har andre valg. Det samme gælder den økonomisk pressede kulturbranche: den er et nemt offer. Fattige kunstnere er simpelthen nemmere at spise af med håndører, end rige tv-værter som Clement Kjærsgaard, der har modereret adskillige samtaler ved Kulturmødet på Mors.

Selvom kulturbranchens konsulenter altså fremstiller sig selv som en del af økosystemet, som nogle, der får ting til at ske og skaber liv og arbejde til en trængt branche - »sætter kulturen i spil« - så tag ikke fejl: i virkeligheden suger de stille og roligt blodet og livskraften ud af den. Er det ikke snart på tide at fyre blodsugerne?