Løgn og latin

Selv om der nok er færre syner end fristelser i Lysmesse, virker det passende at påpege, at det ikke er første gang, Voetmann er dykket ned i benediktinermunkene i middelalderen, og at Lysmesse begynder omtrent samme sted i påskedagene som Syner og fristelser: med at skide godt og grundigt på jøderne.

I Syner og fristelser, en lang døende feberdrøm, hvor munken Othlo falder sammen i sin vælling, ryger på sygestuen og får en guidet tur gennem både himmel og helvede, forretter munkene i klosteret deres nødtørft i latrinhullet på et bræt, »der engang har tjent som gravskilt for en jøde, og som endnu bærer nogle af dettes folks vantro skrifttegn.«

Det er jo profant nok, men i Lysmesse, som begynder godt hundrede år senere i 1149, har tilsølingen en lidt mere foruroligende karakter. Romanen indledes med et brovtende mylder af benediktinermunke i Norwich som fortællerkor, der beretter om dengang Geoffrey af Monmouth ankom til Norwich »mere tynget af gårsdagens druk end sin lærdom« med en ung benediktinermunk, Thomas af Monmouth, på slæb, en mørkeræd yngling med en smuk sangstemme, der kan både sin Boethius og sin Augustin og bli