Mellem elskovssengen og graven

I takt med at kejser Augustus udvider og stabiliserer sit herredømme, Romerrigets grænser, udvikler den elegiske kærlighedspoesi sig som et allieret modbillede til imperialismen. Den romerske velstand og freden indadtil giver tidens digtere mulighed og lyst til at skrive om kvindens private dominans over manden og om individets liv uden for den episke digtnings militære, mytologiske og historiske rammer.

Elegien er stærkt knyttet til imperiets fremmarch og plyndringer. Det er her, at romerske digtere for alvor træder ud af deres græske forbilleders skygger, og samtidig er formen hugget fra den græske verden, hvor den muligvis har haft sin oprindelse til begravelser. Maximians digte i Levende død er skrevet femhundrede år efter denne romerske guldalder, i en tid præget af forfald, imperiets skumring, på tærsklen til middelalderen. Disse elegier er stadig dybt sensuelle og romerske, men både fallos og falanks er med tiden blevet slatten og ukampdygtig. Den stemme, der kommer til os fra denne spændte og tærskede periode i historien, Romerrigets fal