Du skal dø

»Føj hvor klamt«, hører jeg nogen sige, da jeg går på Hovedbanegården på vej hjem en aften, mens jeg tænker på, hvad jeg skal skrive om Thomas Korsgaards nye bog. Først tænker jeg, at det ikke er til mig, men så lyder det igen, denne gang lidt højere. »Føj din fucking bøsse«. Jeg kigger op og ser tre unge mænd. En af dem kigger mig direkte i øjnene. »Føj, hvor klamt,« siger han igen og kigger på mig med afsky. Jeg prøver at ignorere ham, vender mig om og går ned ad rulletrappen. Den eneste tanke, der går gennem mit hoved, er at undgå at eskalere situationen. »Føj,« råber han efter mig fra toppen af rulletrappen. »Du får AIDS«. Jeg går ned i den modsatte ende af stationen og venter på mit tog. Det er ikke første gang, jeg oplever noget lignende. Det er et vilkår i mit liv, at andre kommenterer mit udseende, truer mig, råber efter mig. Og jeg kan nok ikke skrive om Thomas Korsgaards nye bog, Mente I det, uden at komme til at skrive om mig selv. Fordi mit liv, som så mange andre menneskers, er så sammenflettet med den historie, som Mente I det skriver sig ind i.