Du skal dø

»Føj hvor klamt«, hører jeg nogen sige, da jeg går på Hovedbanegården på vej hjem en aften, mens jeg tænker på, hvad jeg skal skrive om Thomas Korsgaards nye bog. Først tænker jeg, at det ikke er til mig, men så lyder det igen, denne gang lidt højere. »Føj din fucking bøsse«. Jeg kigger op og ser tre unge mænd. En af dem kigger mig direkte i øjnene. »Føj, hvor klamt,« siger han igen og kigger på mig med afsky. Jeg prøver at ignorere ham, vender mig om og går ned ad rulletrappen. Den eneste tanke, der går gennem mit hoved, er at undgå at eskalere situationen. »Føj,« råber han efter mig fra toppen af rulletrappen. »Du får AIDS«. Jeg går ned i den modsatte ende af stationen og venter på mit tog. Det er ikke første gang, jeg oplever noget lignende. Det er et vilkår i mit liv, at andre kommenterer mit udseende, truer mig, råber efter mig. Og jeg kan nok ikke skrive om Thomas Korsgaards nye bog, Mente I det, uden at komme til at skrive om mig selv. Fordi mit liv, som så mange andre menneskers, er så sammenflettet med den historie, som Mente I det skriver sig ind i.  

Thomas Korsgaard tog danske læsere med storm med sin romantrilogi om den homoseksuelle dreng Tues opvækst i Skive, der indbragte forfatteren De Gyldne Laurbær i 2021 og siden er blevet opsat som teater og solgt til filmatisering. Bøgerne var trods deres barske indhold også humoristiske. Mente I det slår fra de allerførste linjer an, at det er en anden slags bog, der er tale om: »For et stykke tid siden blev han udsat for et overfald. // Nej. // Stop. Stands. // Det var mig. Det var i går.« Bogen er en kortroman om en ung, homoseksuel mand, der bliver udsat for en hadforbrydelse og bagefter prøver at bearbejde sit traume gennem skriften. »Skal du dø?«, spørger gerningsmændene hovedpersonen, mens de hiver ham op i kraven og resten af bogen jager det spørgsmål ham, mens han bliver mere og mere angst og paranoid. Det er en bog, der er i chok. På nogle sider står der kun en enkelt linje. Det er en bog fuld af angst, af huller og tavshed og tøven. 

I bogen prøver fortællerens veninde velmenende at rationalisere overfaldet: »de virkede helt væk, helt tydeligt på amfetamin, crackhoveder«. Senere snakker fortælleren med en kollega, der spørger »Var de egentlig mørke i huden, ikke at det er vigtigt?« og da han svarer nej, og hun ikke bliver bekræftet i sine racistiske fordomme, ved hun ikke, hvad hun skal sige udover: »Tænk, at folk stadig gør sådan noget«. Vi har altid et behov for at finde forklaringer på volden. Mens jeg læser, kommer jeg til at tænke på alle de oplevelser, jeg selv har haft og hørt om fra andre. Der er nok mange forklaringer på volden, men jeg oplever, at der er en særlig gruppedynamik, der går igen. At hadet og volden, ligesom i Mente I det ofte kommer fra grupper af mænd. 

Maskulinitetens skrøbelighed er lyden af mænd i biler, der kører forbi mig og råber: »dø din bøsse,« »jeg voldtager din mor« og »klamme bøssesvin«

I artiklen Masculinity as Homophobia: Fear, Shame, and Silence in the Construction of Gender Identity skriver den amerikanske sociolog Michael S. Kimmel at hele ens status som mand netop kredser om, hvad andre mænd synes om én. »Homofobi,« skriver Kimmel »er frygten for at andre mænd vil afsløre os (...) og vise til verden at vi ikke er rigtige mænd«. Kimmel går så langt som at definere homofobi som det grundlæggende organiserende princip i maskulinitet. Homofobi er ligesom racisme og sexisme statusgivende. Mænd er bange for, at de vil blive ydmyget af de andre mænd, så derfor vender de deres vrede mod queers, kvinder, immigranter og andre "ikke-mænd", forklarer Kimmel. Maskuliniteten er et skrøbeligt system, der ligesom kapitalismen har slået fejl. 

Maskulinitetens skrøbelighed er lyden af mænd i biler, der kører forbi mig og råber: »dø din bøsse,« »jeg voldtager din mor« og »klamme bøssesvin«. Det er et mærkeligt limbo, vi "ikke-mænd" lever i. Hvor alle potentielt kan være ude på at gøre dig fortræd. Alt imens vi bare prøver at leve vores liv. Gå på arbejde, i skole, til supermarkedet, til baren, hjem fra klubben, at holde i hånd uden at blive råbt ad, spyttet på, hevet i kraven, slået i ansigtet, sparket på.  

Og altid er folk omkring os fyldt med velmenende råd og forholdsregler, præcis som den ukomplette liste fortælleren opremser i Mente I det:

»Undgå steder, hvor der bliver drukket store mængder alkohol. // Pas på med at tale med fremmede. // Lad være at nævne noget om dit kærlighedsliv til andre, bortset fra de helt tætte venner. // Hvis du alligevel gør, som omtal aldrig kønnet på din partner. // Hold aldrig nogensinde i hånd med vedkommende i det offentlige rum, medmindre I er helt sikre på, at I er alene. // Gør din stemme mørk og dyb. // Gå ikke i farverigt eller glitrende tøj, og skru ned for din personlighed, hvis du har en tendens til at fremstå flamboyant. // Sid ikke med benene over kors. // Vær obs på dine håndled og din gestik i det hele taget.« Men som der står på næste side: »Alt det har jeg prøvet. // Det hjalp ikke.« 

Den ovenstående passage fra Mente I det er symptomatisk for, hvordan ansvaret ofte ender hos offeret i stedet for hos gerningsmændene. Du bliver betvivlet og belært - » du skulle bare have ladet være at...« - og ord som "offerkort" tages i brug. Et ord, som jeg tænker engang har betydet noget helt andet - at nogen i en magtposition strategisk fik det til at se ud, som om de ikke besidder den magt - men som i dag bliver brugt til at underminere hvem som helst, der oplever noget ubehageligt og taler højt om deres oplevelse. Men når vi bliver spyttet på, råbt ad, slået ned, hvad er vi så hvis ikke ofre? Når en af mine venner fortæller sin oplevelse til medierne om at blive slået ned for at være queer, og nogen i et internetforum kalder det for »ulækker selviscenesættelse«, så bliver jeg vred og ked af det, og helt forvirret over det sprog og de logikker, vi har skabt.  

Jeg kan ikke skrive om denne bog uden at skrive noget, der er blevet skrevet hundrede gange før. At det her er den virkelighed, vi queerpersoner bliver konfronteret med i det offentlige rum. At det er den latente vold, vi lever med hver dag i det offentlige rum, og deler med kvinder og alle andre minoriserede personer, der er dømt til at være "ikke-mænd”.  

Og jeg kan ikke skrive om denne bog uden at skrive om, at vi åbenbart stadig har svært ved at forstå vejen fra ord til handling, i hvert fald lovmæssigt: »Der er brug for mere viden om sammenhængen mellem på den ene side at tænke og tale hadefuldt, og på den anden side at komme med trusler og direkte begå vold og andre fysiske handlinger motiveret af had og fordomme«, skriver Det Kriminalpræventive Råd på deres hjemmeside. 

»Du skal dø«, siger gerningsmændene til fortælleren. »Mente de det?«, spørger han senere sig selv.

»Mente I det?«