Grøn som en fugtig løvfrø

I 

For to forår siden sad jeg på den knoldede plæne i Nørrebroparken og læste i svenske Elin Cullheds roman Eufori med en voksende følelse af genkendelse og meddelagtighed. Den var kommet med bud samme morgen, og jeg havde lovet redaktøren at læse den og hurtigst muligt tage stilling til, om jeg ville oversætte den. Jeg havde tidligere oversat Margaret Atwoods digtsamling Inderligt, men det havde føltes lidt tilfældigt og som et sjovt intermezzo i mit eget forfatterskab. Allerede efter prologen SYV GRUNDE TIL IKKE AT DØ vidste jeg, at jeg ville sige ja. Cullhed skrev utrolig godt. Sproget vred sig i uforudsete hugormeagtige stød, som jeg længtes efter at eftergøre på dansk, og jeg kunne i øvrigt godt bruge pengene.  

Romanen handler om Sylvia Plath og hendes mand den engelske digter Ted Hughes i tiden op til, at Plath en februarmorgen i 1962 tager sit eget liv i det hus i London, hvor hun netop er flyttet ind alene med sine to børn Frieda og Nicholas.