Grøn som en fugtig løvfrø

I 

For to forår siden sad jeg på den knoldede plæne i Nørrebroparken og læste i svenske Elin Cullheds roman Eufori med en voksende følelse af genkendelse og meddelagtighed. Den var kommet med bud samme morgen, og jeg havde lovet redaktøren at læse den og hurtigst muligt tage stilling til, om jeg ville oversætte den. Jeg havde tidligere oversat Margaret Atwoods digtsamling Inderligt, men det havde føltes lidt tilfældigt og som et sjovt intermezzo i mit eget forfatterskab. Allerede efter prologen SYV GRUNDE TIL IKKE AT DØ vidste jeg, at jeg ville sige ja. Cullhed skrev utrolig godt. Sproget vred sig i uforudsete hugormeagtige stød, som jeg længtes efter at eftergøre på dansk, og jeg kunne i øvrigt godt bruge pengene.  

Romanen handler om Sylvia Plath og hendes mand den engelske digter Ted Hughes i tiden op til, at Plath en februarmorgen i 1962 tager sit eget liv i det hus i London, hvor hun netop er flyttet ind alene med sine to børn Frieda og Nicholas. Det er en roman om forholdet mellem to vældige, skrøbelige egoer, om magt og skabelse, begær og skabelse, og om en Plaths livsfarlige afhængighed af blikke: omverdens, Teds, moderens. Den dag i Nørrebroparken var mit eget forhold endelig bukket under for sin medfødte sygdom, og jeg befandt mig i bruddets umiddelbare efterspil, fortumlet, rasende og fuld af umulige spørgsmål. Arbejdet med at fordanske Eufori blev den sommer en måde at komme op at stå og bevæge mig fremad på. Men langsomt som gennem knæhøjt dynd. 

Fraregnet børnenes snarlige sommerferie skulle jeg oversætte omkring otte sider om dagen for at overholde min deadline, men hver gang, jeg nåede til den fjerde eller femte side, følte jeg mig ude af stand til at fortsætte. Jeg måtte op, væk, ud og trække luft! En ting var at udføre det konkrete arbejde med at bære ordene fra det ene til det andet sprog, de utallige opslag i online-ordbogen, tjekke og dobbelttjekke det netop afklarede. Noget andet, som jeg ikke havde forudset, var følelsen af tyngde, der ramte så snart jeg satte mig ned foran romanen, der blev holdt åben med en lilla tøjklemme på læsestativet: Sætningen fandtes. Og sætningen efter den fandtes, og efter den fandtes en ny sætning og sådan fortsatte det lige indtil slutningen, som også fandtes. Formuleringerne var endelige, konstruktionen gennemhærdet og i de næste måneder skulle jeg bo i en fremmed kvindes bevidsthed. Jeg havde af egen fri vilje låst mig inde i hendes sprog og slugt nøglen. Nu måtte jeg hurtigst muligt vænne mig til lugtene og farver, jeg ikke selv ville have valgt, gøre mig bekendt med altings uoplagte placering. Det var mit arbejde.  

Da jeg i efteråret endelig kunne sende den danske roman afsted til tekstredaktøren, svor jeg, at der skulle gå lang tid, før jeg gjorde det igen. Jeg var lettet og glad, men også til kvalmegrænsen fuld af et andet menneskes billedverden og idiosynkrasier. Jeg kendte til hendes begær (begær afslører sig som noget af det første i skriften: hvad falder blikket på), til kraften i hendes metaforer og åbninger, hendes evne til at fange en manisk psykes himmelfart og isnende fald, men jeg havde også fået blik for prosaens svageste punkter, de kneb som enhver, også de dygtigste, forfattere ind imellem benytter sig af. Jeg kendte til de få overlevende darlings. Frem for alt længtes jeg efter at skrive. Intet giver mig lyst til at skrive som at læse gode bøger, og at oversætte føles som læsning i anden potens. Denne gang agtede jeg at slippe afsted med sandheden, præcis som han igen og igen var sluppet afsted med løgnen.  

Alligevel sagde jeg nogle uger senere ja til at oversætte et kort erindringsværk af ungarske Ágota Kristóf. Jeg kendte allerede bogen, min svenske forlægger Maria havde nogle år forinden foræret mig den engelske version, som jeg læste siddende på en fornem, dunkel restaurant i Tórshavn. Jeg var stedets eneste gæst, højgravid med min datter, og bestilte skaldyrssuppe og lammekoteletter med smørstegt grønt, æblekage til dessert. Jeg læste den korte diamanthårde bog i løbet af det ensomme måltid, tog nogle noter med en blyant på de sidste blanke sider, i mangel af et hæfte. Det er ikke en bog, man glemmer, og siden den aften på Færøerne havde Analfabeten siddet i mig som en splint. Ligesom jeg selv havde Kristóf tilegnet sig fransk i begyndelsen af tyverne. Hendes skrift er enkel af nødvendighed og stort set uden metaforer. Alt er, hvad det er, og også inventaret er simpelt: en avis, en appelsin, en ordbog, mørke, sne, kufferter og fabrikker. At arbejde med Kristófs sætninger efter Euforis billedkarussel var som at blive serveret en digestiv ovenpå et opulent måltid, eller som en lussing, når man rabler varmt og tegnefilmsagtigt – lige hvad jeg trængte til, og jeg kom igennem den på nogle uger, selvom jeg ventede en tid med at sende den til redaktøren, nervøs for, at han ville tro, jeg havde sjusket. 

II 

I januar var jeg igen uden andre forpligtelser, end dem som mine børns dagligdag pålagde mig. Der var ingen undskyldning for ikke at skrive, så jeg skrev. Men dårligt og langsomt. Teksten var sand, og den forekom mig fuldkommen utroværdig. Hvem ville tro, det var gået sådan til? Hvem ville orke at læse sig igennem et så privat usselt mørke, ikke jeg. Jeg forsøgte mig med forskellige tekniske løsninger; skød en tredjepersonsfortæller ind mellem mig selv og begivenhederne, jeg lavede vores navne om og hensatte den til et andet land, en anden tid. Jeg tryllede med kønnene. Det gjorde ingen forskel, de enkelte afsnit døde mellem hænderne på mig, og nogle dage forekom det mig, at de aldrig havde været rigtig levende. Sandheden var, at det ikke længere føltes nødvendigt at skrive den bog. Jeg var, for første gang nogensinde, ligeglad med ham og med det menneske, jeg havde været sammen med ham. Vi interesserede mig ikke, vi kedede mig. Og i øvrigt havde Elin Cullhed allerede beskrevet, hvor galt det kan gå, når mennesker forelsker sig i hinandens mørke og forveksler det med et lys så stærkt, at det blænder. 

»At arbejde med Kristófs sætninger efter Euforis billedkarussel var som at blive serveret en digestiv ovenpå et opulent måltid«

Det var september, da jeg tog den endelige beslutning om at opgive romanen. Jeg havde tilbragt foråret og sommeren med en mand, som jeg efter mere end et års forhandlinger med en vis vantro kunne kalde min kæreste. Selv når jeg skriver det nu, virker det forkert, som hvis man peger på en kirke og siger: hus. Han var aldrig min, jeg tvivler på, han nogensinde bliver nogens, og derfor var det hver gang komplet hallucinerende momentant at besidde ham. Jeg har begæret før, men det her var voldsommere. Det var ikke bare hans krop, smagen og lugten af ham, jeg ville have del i, men også den ublandede frihed, der synes at gennemstrømme hele hans væsen – herunder friheden til at forlade mig. Og bevidstheden om dette hang som et guillotineblad over os hver gang vi elskede. Forbi, forbi, forbi.  

Det er ikke for meget sagt, at jeg følte mig forhekset, så da jeg blev tilbudt amerikanske Lillian Fishmans debut Acts of Service, forekom historien om den lesbiske Eves erotiske besættelse af den selvberoende, dominerende Nathan mig så øretæveindbydende apropos, at jeg takkede ja. Romanen skulle vise sig at blive min hidtil sværeste opgave. Fishmans skrift var, som Cullheds, fuld af billeder og digressioner, men de var som oftest af intellektuel karakter. Sylvia var i konstant affekt, hun følte, hvor Eve tænkte. Og tænkte og tænkte, og selvom jeg gjorde mit allerbedste, formåede jeg ikke altid at genskabe rytmen i disse tankestrømme, der knopskød i det uendelige for til sidst at bide sig selv abrupt i halen. Desuden var der en ind imellem akademisk rigiditet over Fishmans velformulerede arabesksætninger, noget køligt, som stod i modsætning til deres eksplicitte indhold. Romanen handlede om overgivelse, men det var som, at Eve interesserede sig mere for perfekte former (kroppens, tankernes) end for sex. Jo længere ned i romanen, jeg kom, jo mere sikker blev jeg på, at Tjenester først om fremmest er en fortælling om skønhed som kapital. Det var endda, som antog skriften en anden klarhed, når den beskæftigede sig med emnet: »Hans anerkendelse af min krop havde tilladt mig at begynde at glemme den. Husets facade havde været min pligt, min besættelse, og nu kunne jeg forlade den i dage ad gangen, betrygget ved tanken om, at den havde bevist sit værd.« 

Romanen er blevet hyldet som »et sex-mesterværk« (og andre steder afskrevet som en tendentiøs fuser), men i mine øjne, er det interessanteste hos Fishman ikke beskrivelserne af sexen, der jo er, hvad det er, men hovedpersonens forslugne blik på sin egen krop. Eve er vanvittigt forfængelig. Hun er uigenkaldeligt varegjort, og det radikale ved Tjenester er, at hun frem for at kæmpe imod dette faktum, accepterer det som en potentiel kilde til- og mål for sit eget begær. Det litterære resultat er, at nydelsen når læseren som et afmålt fatamorgana, fordi den finder sted to led ude. Sex bliver en leg med blikke, der spejler sig i hinanden: Eve begærer Nathan begære hende begære ham.  

Da jeg i efteråret endelig kunne sende den danske roman afsted til tekstredaktøren, svor jeg, at der skulle gå lang tid, før jeg gjorde det igen. Jeg var lettet og glad, men også til kvalmegrænsen fuld af et andet menneskes billedverden og idiosynkrasier.

Jeg har, som de fleste kvinder, der blev voksne i et kapitalistisk samfund i nullerne, en rem af Eves hud – en hud ligeså sulten efter øjne som efter berøring. Også jeg har i svage øjeblikke ladet mig betage af min krops effekt på sine omgivelser, også jeg har lært at begære i grænselandet mellem blikkene på mig og mit eget bliks retning. Og siden fødslen af mit andet barn har jeg med skrækblandet fryd registreret det subtile, mærkbare fald i min krops værdi på det fri marked. Det er skræmmende, fordi det altid er skræmmende at miste et privilegium, du har vænnet dig til at have, og det er berusende, fordi der under privilegiet er noget, du ikke tidligere har haft adgang til – man vender en tung sten og på dens fugtige underside finder man et myldrende, hemmeligt liv. 

III 

I begyndelsen af april sad jeg i en bil på vej til Sverige ved siden af en mand, jeg havde kendt nogle måneder. Jeg var først og fremmest blevet tiltrukket af hans gang, hvis skrævende, sejrsikre vuggen afslørede en fortid som bokser i Næstved, eller rettere – af dens effekt i kombination med de hvide og lyseblå skjorter, han hver morgen strøg og iførte sig, inden han tog på arbejde i den medicinalvirksomhed, hvor han var ansat som konsulent. Det var lykkedes os at få deleordningerne til at gå op i en højere enhed, der købte os to sjældne døgn sammen, egentlig vidste vi meget lidt om hinanden. Om halsen bar han et diskret sølvkors, som jeg ind imellem fik i munden, nu så jeg, at han havde fire forskellige slags Läkerol i sin bil. Han lagde sin varme firkantede hånd på mit knæ og spurgte, hvad jeg skulle arbejde på, og jeg fortalte ham om Colette, om hendes skrift, der går i kroppen, som et glas kold hvidvin på tom mave. Det er som om, farverne er mere mættede i hendes bøger, lugtene sødere, tungere. Ordene betyder mere, når hun bruger dem, selvom det selvfølgelig er noget pjat. I Chéri beskriver hun forholdet mellem den aldrende kurtisane Léa og dennes unge, depraverede elsker kaldet Chéri. (I modsætning til Fishman er begæret hos Colette ikke begrænset til akten, ikke engang til kroppene – det flyder over: »Hun betragtede alt omkring sig med et selvsikkert blik som sjældent lod sig narre og indtog sin frokost i munter ensomhed, smilede til den tørre Vouvray og junijordbærrene, der blev serveret med stilk på en tallerken af Rubelle-fajance, grøn som en fugtig løvfrø.«)  

Prøv at forklar for mig hvordan, det er, bad han. At oversætte. 

Jeg tænkte mig længe om, fordi jeg kunne mærke, at han ville lytte og sagde så, at han skulle forestille sig en kjole. I dette tilfælde skræddersyet og af høj kvalitet. Man havde givet mig denne kjole og bedt mig skabe en magen til, men i et andet stof. Jeg kunne ikke bare nøjes med at brede den første kjole ud på dette nye stykke stof lagt dobbelt, tegne med kridt hele vejen rundt, klippe formen ud og sy de to stykker sammen. Det ville ikke give den ønskede effekt. I stedet måtte jeg nænsomt sprætte kjolen op, og efterligne indlæggene og de forskellige typer sting, jeg måtte tilpasse den der, hvor mit stof ikke tillod mig samme friheder som originalen. Ligesom jeg måtte udnytte mit stofs særegne muligheder.  

Jeg er med, sagde han. Men hvad er reglerne?  

Reglerne er vel, at man har ret til lave en kjole, der er præcis ligeså god som den første, eller lidt værre, hvis det ikke kan blive anderledes.   

Ikke bedre? 

Nej, sagde jeg, ikke bedre.  

Han nikkede og gav mit knæ et klem, inden han trak hånden til sig for at skifte gear. Den efterlod en smule varm længsel på min hud.   

På samme tur lærte jeg, at han allergisk over for uld og uforlignelig til at fløjte. Jeg lå på ryggen på den fremmede seng og betragtede de små kirsebærrøde skønhedspletter, der er begyndt at dukke op overalt på min krop, og som en overlæge med flair for uforglemmelige fraser (da hun skulle operere mig, beskrev hun indgrebet som et »hajbid«) kaldte et resultat af aldersbetinget slid. Hver gang jeg får øje på pletterne, stiger de to skrækkelige ord op i mig, men den eftermiddag i Sverige hadede jeg dem for første gang ikke – et sent honninggult lys faldt ind gennem anneksets vinduer og fik dem til at gløde som bittesmå rubiner. Der gik lang tid, før jeg forstod, at tonerne jeg hørte ude fra badeværelset kom fra et menneskes mund. Han lød vitterligt som en lærke.