Forlovelsen
Kontoret ligger om hjørnet fra Amalienborgs slotsplads, solen skinner, men det blæser koldt. Jeg rejser mig igen og strammer bæltet i min trenchcoat, jeg vil ikke have, at han ser mig sidde lænet op ad muren, jeg vil ikke komme op at stå, mens han ser på det. Jeg vil ikke have ryggen til, jeg vil ikke høre musik eller kigge ned i min telefon. Vinden løfter håret og vikler det omkring mit ansigt. Jeg smutter ind i porten og spejler mig i advokatens kobberskilt, stikker solbrillerne i lommen, og så er han der, men fra en anden retning, end jeg ventede ham.
Klædt i sort og med rytterstatuen og de drivende skyer som baggrund. Jeg vinker og begynder at gå ham i møde. Angsten som kvalme i knoglerne, et åndeløst fald ned i gennem mig selv. Da vi er, måske, fem meter fra hinanden, samler jeg hænderne foran brystet, bukker let. Han efterligner bevægelsen og jeg smiler det smil, der stadig tilhører ham. Et smil der ville ønske at det var en nøgle, eller en kniv. Vi har begge to tabt os, mine jeans sidder løst om lårene, bh’erne poser. Hans hår er nyklippet, voksen stråler i solen. Som altid når jeg ikke har set ham længe virker han mindre, end jeg husker ham, selvom det selvfølgelig er omvendt: han er vokset i min bevidsthed og hans fysiske fremtrædelse er samme størrelse som den altid har været.
Blodet prikkede som kulsyre i min hovedbund. Jeg smilede og sagde så: Det der er ikke et spørgsmål. Han mødte mit blik. Vil du gifte dig med mig?
Skal vi, spørger jeg og går forrest ind gennem den tunge dør. Trappeløberen gør opstigningen blid og stille, og jeg kommer til at tænke på flyvemaskiner om natten, at gå omkring blandt de sovende passagerer, høre stewardesserne tale privat bag plisserede forhæng. Idet vi træder ind på kontoret føler jeg mig sært opløftet, næsten kæk. Det er os to igen. Han og jeg. Vi har et ærinde med hinanden, måske det sidste. Sekretæren hilser og leder os ind i et mødelokale med gulvlange gardiner og montanareoler langs den ene væg, en globus på en fod af ædeltræ. Der er dækket op til tre, kaffekopperne står omvendt på deres underkop, og ved siden af hver er placeret et glas og en miniaturekaraffel med danskvand.
Om ganske kort tid vil det være overstået. Scenen er sat, og for en gangs skyld har jeg sat den. I nogle øjeblikke er vi alene ved det ovale bord. Boblerne stiger og brister med små insektlyde. Min nussede Patagonia-rygsæk står i læderstolen ved siden af mig som en slags comic relief, og jeg rammes af en trang til at tage hans hånd og få bekræftet, at det alt sammen er en klodset spøg, at vi gik for langt, at der er sket en misforståelse. Han ser ikke på mig, og så er det også forbi.
Jeg har kendt advokaten hele mit liv, men i dag bærer han jakkesæt og et skinnende havblåt slips. Jeg har mødt ham til mine forældres middagsselskaber gennem årene, i sommerhuset og på kanoture i min barndom; jeg har altid godt kunne lide ham, og nu skal han hjælpe mig med at blive skilt, selvom jeg aldrig blev gift. Jeg drillede ham ind imellem med det. Vi er Pam og Roy, sagde jeg og plantede et kys, det kommer aldrig til at ske. Samtidig holdt jeg af forlovelsens lethed, det ungpigeagtige, der omgav ordet. Noget flygtigt og fint som en blomsterkrans, en underkjole. Måske var det nok, tænkte jeg så. Måske behøvede vi virkelig ikke mere end det løfte, vi gav hinanden den dag i Paris.
Det var den varmeste maj måned i et århundrede, og parkerne skummede over af blomster. Vi havde spist hver vores tagine agneau salé og drukket den lunkne rødvin, brudt halvhjertet af kuvertbrødet. Tjeneren stablede tallerknerne på underarmen, og jeg ville bede om regningen, da han til min overraskelse bestilte endnu et glas. Jeg sagde ingenting, men undrede mig over, at han ville blive hængende her, på den halvtomme Restaurant L’Olympe? Dette tilfældige, nedslidte sted, når nu resten af eftermiddagen lå for vores fødder, grøn og duftende. I en drøm af en by. En drøm af en drøm. Han gav sig til at rulle en cigaret. Hvad er der? Spurgte jeg. Mit omkvæd, mit tick. Han svarede ikke, spurgte om jeg havde en lighter, selvom han måtte have sin egen i lommen, han havde jo røget, mens vi ventede på maden. Jeg rynkede brynene, tjeneren stillede vinglasset på bordet foran ham og gik igen. Hvad er der? Gentog jeg.
Det er fordi, sagde han, at jeg har tænkt på, om du måske ville gifte dig med mig. Jeg havde ikke forventet det. Ingen havde spurgt mig før. Min søns far var imod ægteskabet som institution, han fandt det borgerligt og uromantisk. Jeg havde indstillet mig på at leve papirløst denne gang også. Dette var altså grunden til, at han havde afbrudt sit ophold i München og taget natbussen til Paris. Det havde været hans plan hele tiden! Et frieri! Blodet prikkede som kulsyre i min hovedbund. Jeg smilede og sagde så: Det der er ikke et spørgsmål. Han mødte mit blik. Vil du gifte dig med mig? Ja, sagde jeg, selvfølgelig vil jeg det. Han sank sammen af lettelse i plasticstolen. Er det rigtigt? Ja, sagde jeg og tog leende hans hænder, ja! Hverken tjeneren eller de to ældre franskmænd ved nabobordet anede uråd, pagten var diskret og blev indgået på et fremmed sprog. Der var ingen ring, og han gik ikke på knæ, men det var, besluttede jeg, kun sandere, af den grund.
Vi betalte og lod rødvinen stå, gik i retning af parken, nyvaskede og forlegne, og langt mere virkelige end de stakler, der befandt sig uden for vores glødende cirkel. I de følgende år tænkte jeg på dette øjeblik, på hans oprigtige drengede forbløffelse ved mit ja, som et bevis på hans kærlighed og troskab. Jeg knugede det som en amulet, en modgift mod anfaldene af kølig foragt. Øjne der uden varsel gik ud, som om nogen eller noget derinde vendte ryggen til. Vi fulgte Parc Butte Chaumonts kupperede stier, indtil vi fandt et sted, der var os – de nyforlovede! – værdigt og lagde os i græsset.
Jeg begravede fingrene i hans solbagte sorte hår og lod mig fylde og flyde over af en smagløs lykke, overrisle som et tulipanbed, men om aftenen, efter den japanske arthouse film, græd jeg pludseligt og hjælpeløst. Vi gik langs kanalen. Klokken var over ni, men luften var stadig varm og floden afgav en behagelig sumpet lugt. Jeg hulkede sagte, jeg kunne ikke stoppe det. Han lagde armen om mig, og hvordan skulle jeg kunne indrømme over for nogen af os, at det var frygt, jeg følte. At jeg var bange og forvirret over at være bange. Vi blev enige om, at jeg var overvældet og sikkert også sulten.
Vi skal ikke længere skylde hinanden noget, vi skal ikke længere eje et stykke af verden sammen.
Et bord under kulørte lamper blev løsningen, og en flaske champagne, tatar, moules frites, crème catalane. Vi spiste og drak og talte om os selv og vores projekter, og senere elskede vi forsætligt i den franske mands hårde sofa. Jeg sad overskrævs på ham, lyset fra gadelygterne kastede skyggeversioner af altanens støbejernsblomster ud over vægge og loft. Han tog et billede af mig den næste morgen, før han rejste. Jeg er nøgen og bortvendt, halvvejs skjult bag badeforhænget, indrammet af røde klinker. Længe var det pauseskærmen på hans telefon. Jeg husker ikke, hvornår han skiftede eller til hvad. Et billede af vores datter måske?
Advokaten åbner sin mappe og rækker os hver en kopi af kontrakten og bilaget. To gange to klipsede sider, otte i alt. Vi bladrer frem og tilbage, lader begge som om, vi læser dem. Jeg ved allerede hvad der står, jeg har været med til at formulere ordene. Vi skal ikke længere skylde hinanden noget, vi skal ikke længere eje et stykke af verden sammen. Den ene skal ikke hæfte for den anden. Vores navne skal ikke dele postkasse, dørskilt eller andelsbevis. Ingen skal vove at skrive dem i et hjerte eller indgravere dem i en ring. Ingen skal sige skat og mene den anden. Ingen skal sige elskede og mene den anden. Ingen skal sige du og mene den anden. Ingen skal sige kom, jeg fryser, varm mig. Ingen skal græde og ingen skal synge. Ingen skal føde endnu et barn i stum og lykkelig smerte. Penge vil skifte hænder. Konti vil blive lukket ned. Et fælleskort. Et avisabonnement. HBO og Disney+. Navnene skal skæres fri, og kun i hende bo under samme tag. I pigen. Så skriver vi under, bytter kontrakter, og skriver under igen.
