Forlovelsen

Kontoret ligger om hjørnet fra Amalienborgs slotsplads, solen skinner, men det blæser koldt. Jeg rejser mig igen og strammer bæltet i min trenchcoat, jeg vil ikke have, at han ser mig sidde lænet op ad muren, jeg vil ikke komme op at stå, mens han ser på det. Jeg vil ikke have ryggen til, jeg vil ikke høre musik eller kigge ned i min telefon. Vinden løfter håret og vikler det omkring mit ansigt. Jeg smutter ind i porten og spejler mig i advokatens kobberskilt, stikker solbrillerne i lommen, og så er han der, men fra en anden retning, end jeg ventede ham.

Klædt i sort og med rytterstatuen og de drivende skyer som baggrund. Jeg vinker og begynder at gå ham i møde. Angsten som kvalme i knoglerne, et åndeløst fald ned i gennem mig selv. Da vi er, måske, fem meter fra hinanden, samler jeg hænderne foran brystet, bukker let. Han efterligner bevægelsen og jeg smiler det smil, der stadig tilhører ham. Et smil der ville ønske at det var en nøgle, eller en kniv. Vi har begge to tabt os, mine jeans sidder løst om lårene, bh’erne poser. Hans hår er nyklippet, voksen stråler i solen. Som altid når jeg ikke har set ham længe virker han mindre, end jeg husker ham, selvom det selvfølgelig