Tilgivelseskunst
Jeg fik noget af en overraskelse, da jeg læste de første sider af Caroline Albertine Minors nye, afdæmpede roman, Hummerens skjold. I stedet for de tyste beskrivelser af vaklende og retningsløse (sam)liv, der har kendetegnet forfatterskabets to hidtidige bøger – allerbedst i den forrige, novellesamlingen Velsignelser – mødes man som læser nu af en fragmenteret og vilter sansning fortalt i første person: »Den fine lyd af en klokke kalder mig tilbage. Jeg sætter mig op. Omkring mig er alting som før. Tågen. Varmen. Hindens rolige åndedræt et par meter fra mine fødder. Er der gået tid? Ikke meget.«
Der er imidlertid en ret god grund til, at sansningens »vandfald af billeder,« som fortælleren med et udtryk hentet hos Inger Christensen beskriver det som, fosser så viltert. Det er nemlig Charlotte, afdød mor til romanens centrale søskendeflok, der sanser, mens hun som genfærd manes frem af en clairvoyant. Ikke længe efter overtages fortællingen dog af en mere traditionel alvidende fortæller, der har indblik i et væld af karakterers liv, og som leder læseren ind i en mosaik af karakterer, storbymiljøer og handlingsspor. I midten af mosaikken, men også med en vis
