Sirligt og artigt – men alligevel så syrligt uartigt

Denne lille roman begynder lakonisk med at fastslå en form for datid og sted. Fortælleren er 14 år gammel og elev på en kostskole for piger i Appenzell, Schweiz. Som et spøgelse fremmanes straks derefter et billede af forfatteren Robert Walser, død og gået omkuld i den hvide sne på den samme egn.

Det ikoniske billede sitrer i teksten, og som en enkelt tone slået an på Jaeggys skrivemaskine signaleres der et sart slægtskab mellem Walser og Jaeggy.

Blandt andre værker med henvisning til Walsers roman Jakob von Gunten fra 1909, hvor Walser fiktionaliserede sine oplevelser som tjenerstuderende på Institut Benjamenta.

Et sted, hvor den unge mand i institutionens magt- og afmagtsrelationer blev optegnet som noget petit og ydmygt, servilt og alligevel modstandsdygtigt. Det er kontrastfyldt som en strimmel af negativer, og man finder nogle af de samme motiver i Tugtens lykkelige år.

Man følger en ung pige, anbragt blandt undervisere og elever, og den unge piges blik vandrer, vurderer, bedømmer og fælder dom over de fleste af dem. Midt i den døsige tristesse får hun øje på en ny pige på skolen, Frederique, hvis navns homofone klang antyder noget