Permanent fremmed
Det hele begynder med en henvendelse og en påkaldelse: Ind træder den surrealistiske kunstner, selverklærede heks og økofeminist, Leonora Carrington. Kridhvid og spøgelsesagtig, men insisterende. Hun har noget at sige.
Det er den dansk-norske kritiker Susanne Christensen – en af de mest interessante og kompromisløse i Skandinavien – der inviterer Carrington indenfor med nysgerrig åbenhed, men også hende, der lader sig hengive til og til tider overvælde af den nyligt afdøde surrealist, en af de sidste af de oprindelige.
Christensen modtager den insisterende Carrington gæstfrit, og gør hende til katalysatoren for alt det, der er indeholdt i sin seneste bog, Leonoras Reise. Et Essay, der for nylig er udkommet på det norske forlag Oktober. (Det er svært at forestille sig, at bogen ville få den samme kommercielt set halsbrækkende genrebetegnelse essay på et forlag af samme kaliber i Danmark, men så er det jo godt, vi har Norge). Et essay, ja, men på en måde også flere essays og meget andet end det: Rejseskildring, civilisations- og kulturkritik, nekrolog, fantasi, til tider en poetisk prosa, der fremstår mere fiktiv end mange skandinaviske sa
