Solen er så død, mor
In medias pres lander vi i digtet midt i en fødsel med veer, skrig og et dødsønske forenet med længslen efter en epiduralblokade. Det hele begynder med shock horror, men moderens stemme sænker tempoet langsomt og begynder stykke for stykke at samle sine tanker og folde dem som svaner af brugte vådservietter. Det er på sin egen måde en rekonstruktion af et barns første ni måneder, der udgør et florlet kompositionsprincip i Cecilie Linds langdigt om barnet som et centrum. Et centrum, hvorom alle andre pejlemærker cirkulerer, hvad enten det er jeget selv som moder, elsker, lille pige, ung kvinde – eller kæresten, familien, svømmetræneren, naboerne; samfundet og en verden uden for børneværelset.
Som en klar kontrast er bogens omslag stilfuldt og mid century-nuttet med lyserøde bolsjestriber, der med bogens ærinde og tema får mig til at tænke på the candy stripers; artige, unge kvinder, der som ulønnede hospitalsfrivillige i efterkrigstidens USA var alt andet end forsuttede bolsjer. Som en modsætning til dette renskurede ungpige-ideal føler moderen i bogen sig småskandaløst kompromitteret som homewrecker med sine trusser efterl
