Alt er lidelse. Også mad
Da jeg gik i gymnasiet, var der grundlæggende to ting, der fyldte i mit liv: at spise og at dyrke motion. Hver morgen stod jeg op klokken seks og løb den samme rute gennem skoven, som jeg gennemførte på kortere og kortere tid. Det var åbenbart meget vigtigt, hvor hurtigt jeg kunne løbe fire kilometer. Jeg vidste ikke hvorfor, det var det bare. Min morgenmad bestod af én deciliter havregryn, altid højst én, det var også meget vigtigt. Efter skole undgik jeg at lave nogen aftaler om at ses med mine venner. Jeg ville hjem til det tomme hus, hjem og være alene og have fuld kontrol over, hvad jeg indtog. Så lavede jeg en salat, som jeg gradvist skar kalorier ud af. Så var det pludselig for meget med oliedressing, pludselig repræsenterede oliedressingen et forfærdeligt, urent minde om eftermiddagene i folkeskolen, hvor jeg gik på jagt i skabene, spiste kiks, kage, slik, hvad jeg nu kunne finde. Det var dengang, jeg ikke var opmærksom. Nu var jeg opmærksom. Jeg vidste, hvad jeg gjorde. Når jeg havde spist min salat, tog jeg til tennis eller fodbold, og efter tennis eller fodbold tog jeg hjem og faldt sammen i sofaen, og bagefter spiste jeg af aftensmaden, til jeg fik ondt i ma
