Hvem var nogensinde så ung
Det var en tilfældighed, at jeg læste Joan Didions essay Goodbye to all that. Det handler om, da hun flyttede fra New York, eller snarere da hun var færdig med New York, og jeg tænkte meget på det i dagene efter jeg havde læst det. Faktisk tænkte jeg også meget på det, mens jeg læste det, og jeg var nødt til at holde mange pauser, mens jeg tænkte ud i luften og læste afsnit om igen. Måske var det, fordi jeg vidste allerede da, at mit forhold til den by jeg var flyttet til, var forbi.
Jeg flyttede til København, da jeg var tyve år, lige så gammel som Didion var, da hun flyttede til New York. Hun blev i otte år. Det er jeg også blevet. Da hun var 28 år, var hun holdt op med at tro på nye ansigter, skriver hun. Jeg ved ikke om jeg er holdt op med at tro på nye ansigter, men måske tror jeg ikke længere på nye ansigter her.
En dag i sidste uge cyklede jeg forbi den kinesiske restaurant Dong Yuan, der ligger lidt bortgemt tæt på Nyhavn. Den sommer jeg skulle flytte til København, var jeg på præcis denne restaurant, fordi jeg havde været på Roskilde Festival og skulle være en dag i København med min veninde, der skulle videre på interrail i Europa
