At være udenfor verden er at være intet

»Det føltes godt«, sagde Saypullo Saipov på det første retsmøde, efter han i oktober sidste år med vilje påkørte en menneskemængde på Manhatten og slog otte mennesker ihjel. Det er selvfølgelig vanskeligt at forstå, hvordan en handling, som for langt de fleste kræver en rædselsvækkende aktivering af fantasiens mest dunkle og mareridtsagtige forestillinger, kan have ”føltes godt” at udføre i den virkelige verden. En verden af berøringer, lugte, lyde og billeder; hvinende dæk, splintrende glas, menneskeskrig, rædselsslagne ansigter, splintrende knogler, vigende kød og strømmende blod. Hvorfor ville han fremkalde et sådant helvede? Hvordan kan det have ”føltes godt”? Det er der næppe nogen anden end Saipov, der helt forstår. Men måske har vi alle indimellem ridset i den fernis, der står imellem os og det uhyrlige?

Da jeg var 20 år, blev jeg en sen aften på vej hjem fra et besøg hos en ven ramt af et tsunamiagtigt angstanfald. Jeg kiggede fra passagersædet i hans bil op på månen, som den aften forekom mig særligt stor og besynderligt oplyst. »Se lige månen!« sagde jeg og vippede til ham med albuen. »Den ser jo helt sindssyg ud.« Han trak hovedet lidt nedad mod højre forbi ratt