At pisse ud i mørket

»Where am I? … Where the fuck am I?« Sådan lyder den allerførste replik i Succession. Serien har været et kæmpehit og må efterhånden kaldes et kultfænomen med alt hvad deraf følger af fanteorier og memes. Den har nu fået sin endelige afslutning, og som altid, når vores besættelser af historier tvinges til en brat ende er det tid til at gøre status over, hvad Succession egentlig har givet os. Er det andet og mere end en dyster fremstilling af den økonomiske elites åndelige jammerdal?  

Afsenderen af åbningsreplikken er den aldrende mangemilliardær og mediemogul Logan Roy (heftigt inspireret af Fox News-ejeren, Rupert Murdoch). Igennem seriens fire sæsoner har vi fulgt Logan og kampen mellem hans fire børn, Connor, Kendall, Shiv og Roman, om overtagelsen af det fiktive imperium Waystar Royco, et selskab der rummer et væld af foretagender, fra forlystelsesparker, krydstogtsskibe og rumprogrammer til aviser og tv-stationer, herunder den højreorienterede nyhedsstationen ATN. 

I den første scene ser vi Logan, der, efter halvt i søvne at have famlet rundt i mørket i sit hus, kommer til at tisse på gulvtæppet i gangen. Denne åbning er værd at vende tilbage til som et portræt, ikke bare af Logan, men også mange andre (gamle) magtfulde hanelefanter, der ikke fatter tidsånden og pisser ud i mørket uden blik for, hvem de rammer. Denne indledende blindhed er selvfølgelig også ironisk, fordi hele medie-gamet handler om at vinde flest seertal eller »eyeballs«. Men spørgsmålet hvor er jeg? løber også ned igennem resten af serien som et usagt omkvæd. 

At lyve for evigheden giver ingen mening. 

På hver sin måde jagter karaktererne autentiske følelser, de ikke har adgang til og ikke kan håndtere, når de endelig viser sig. Hvor er jeg? kan i den sammenhæng både betyde, at man ikke genkender omgivelserne, men også at man ikke genkender sig selv. Logans måde at være i verden på har så været at pisse på alt og alle i denne søgen. Hans børn er tydeligere i deres blødhed og fortabte på mere komplekse måder end Logan. Inden for det værdisystem, de er født ind i, fremturer de trods alt med mere finfølelse end deres far. Men de spørger stadig om det samme. Alle er de hyperbevidste om, hvor de befinder sig i selskabets interne hierarki, mens de faktiske konsekvenser, deres ageren har for virkelige mennesker, holdes skjult for dem, i hvert fald som en følelsesmæssig realitet.  

Serien har et helt særligt blik for den komik, der opstår, når en superrig milliardærsøn som Kendall prøver at være trendy med poppet slang, hippe sko, bomberjakker og store smykker, når han inderst inde er alt andet end street. Også helt bogstaveligt. Eftersom denne gruppe på samfundets tinde altid bliver fragtet rundt fra dør til dør i biler, privatfly og helikoptere, behøver de aldrig gå rundt på nogen faktisk gade. De behøver ikke engang have overtøj med. De skal ikke hente brød hos bageren eller bruge offentlig transport, handle ind eller selv køre bil. De kan leve hele livet i et lukket jetset-univers, designet til at eliminere alle spor af jævne folks daglige strabadser. Smerten der følger med ulighed, fattigdom og klimaforandringer bliver aldrig andet end en fjern abstraktion i form af tal, ratings og tendenser i det kulturelle landskab.  

Den eneste værdi, der er blevet defineret tydeligt for dem, og som de tør begære åbent, er magt. Som Kendall siger: »Buisness is my fucking.« Således drevet af begær efter prestige og frygten for at ende som andres prygelknabe, jagter de overhånden i et intrigant spil om farens anerkendelse og den eftertragtede position som CEO. 

Logan fremstår som indbegrebet af en amerikansk forretningsmand af den gamle skole: ustoppelig, hensynsløs, konservativ, skamløs og fri for byrden af selvindsigt. Med denne patriark som et uomgængeligt tyngdepunkt i børnenes liv, der hvor omsorgen og trygheden skulle have været, farer de gang på gang vild i den indespærring og afstand til virkeligheden, de lever i.  

De konstante stigninger og efterfølgende styrt i de fire arvingers selvbillede får mig til at tænke på et Kierkegaard-citat, jeg for nyligt hørte i radioen: »... En Tænker opfører en uhyre Bygning, et System, et hele Tilværelsen og Verdenshistorien o. s. v. omfattende System — og betragter man hans personlige Liv, saa opdager man til sin Forbauselse dette Forfærdelige og Latterlige, at han selv ikke personligen beboer dette uhyre, høithvælvede Pallads, men en Ladebygning ved Siden af, eller et Hundehuus, eller i det Høieste Portnerleiligheden. ... « 

Kierkegaards »uhyre Bygning« kan her forstås bogstaveligt: Hovedpersonerne bevæger sig rundt i de mest eksklusive luksusvillaer, skyskrabere, vinslotte og yachter. Rent fysisk befinder de sig i højhvælvede paladser, mens de i sjælelig/psykologisk forstand kun udnytter de mindste og mest usle rum i deres indre landskab.  

Ingen af dem lader til at glæde sig over det luksusliv, de fører, ud over Tom, som er kommet til familien udefra og har arbejdet sig op fra privilegeret til superrig. Som den eneste indrømmer han: »I like nice things, I do.« Han forsøger at få lov til at elske Shiv, men fordi hun dybt nede foragter den kærlighed, der har såret hende fra barnsben, lukker hun ham aldrig ind.  

Hver især prøver de at nå ind til andre mennesker og hinanden, men deres noget-for-noget-logik og angst for at blotte sig spænder hele tiden ben, og gang på gang fejler de i at bringe autenticitet til deres følelsesliv, som i sidste ende må henvises til hundehuset (undskyld hunde). 

Længslen efter ægthed udkrystalliseres for mig allermest hos Kendall. Et af hans mørkeste øjeblikke er til hans 40-års fødselsdag, som han afholder efter offentligt at have kaldt sin far en løgner. Høj på opmærksomheden, det har affødt, og en følelse af at have taget kontrollen over sit liv, inviterer han kultureliten til en gigantisk fest, der skal cementere hans (tror han) nyvundne image som modig frontrunner i kampen mod uretfærdighed. »There is no limits, if you’re cool« siger han og går all in på ekstravagance og teatralske indslag. Festen ender som et virkeligt underholdende eksempel på, hvad der sker, når en umoden kunstnerisk ivrighed parres med alt, alt for mange ressourcer.  

At udvikle sit eget autonome begær, nogenlunde fri af andres forventninger og markedets billedstrøm, kræver tid i et intimt, nærværende rum, der kan varetage tvivl, spontanitet, sorg og længsel som en jord varetager frø. 

Da den hjemmelavede gave fra hans børn viser sig at være væk, begynder facaden imidlertid at krakelere. »It just feels like an assholes birthday,« siger Kendall og ender med at bryde grædende sammen over bunken af luksusvarer på gavebordet i sin søgen efter den eneste gave, han egentlig ville have. En scene, hvor Logans indgangsbøn synes gentaget, her som en fortvivlet klage inde fra Kendalls dybe mørke: »Hvor er jeg?«  

For tiden læser jeg Lous Sullivans dagbøger, en amerikansk forfatter, transaktivist og meget andet. Følgende citat er skrevet i tressernes USA med en teenagers nyfundne selvbevidsthed og deraf følgende klarsyn: »I wanna look like what I am but don’t know what someone like me looks like. I mean, when people look at me I want them to think – there’s one of those people … that has their own interpretation of happiness. That’s what I am.«  

I forordet fremhæver Susan Stryker disse ord som det perfekte udtryk for, hvad det vil sige at være transperson: at være sin egen primære fortolker af, hvad glæde eller lykke kan betyde, og kun sekundært den rolle som »kvinde« eller »mand«, man blev tildelt ved fødslen. Samtidig kan det også læses som et universelt udsagn om at frigøre sig fra sine tildelte roller i verden og tage et radikalt ansvar for sit liv.  

Det slående ved Succesions karakterer, er, at de alle sammen i høj grad ligger under for en ide om lykke, de aldrig har lært eller taget sig tid til at lægge dybere overvejelser i. En evne vi nok alle sammen er udfordret på i disse år, hvor tech-giganterne og dermed markedet i hidtil uhørt grad har invaderet det private rum, hvor vi skulle udvikle selvsamme personlige autonomi.  

Den eneste af Succession-børnene, der reelt har forsøgt at skabe værdi uden for karriereræset, er Connor, der med sine egne ord har gjort sig uafhængig af andres kærlighed. Han forsøger i egen quirky stil at gøre sine rigmandshobbyer til identitet ved at lave podcast om historie, dyrke jorden ved sit landsted og lave surdej. Connor er konstant til grin, mest af alt fordi han ikke jagter topposten. Og måske derfor ender han også med at give efter for trangen til at gøre sin far stolt ved at bruge sine ikke-hårdt-tjente-penge på at stille op som præsident. Vist nok med lavere skatter og minimalstat som mærkesager.  

At udvikle sit eget autonome begær, nogenlunde fri af andres forventninger og markedets billedstrøm, kræver tid i et intimt, nærværende rum, der kan varetage tvivl, spontanitet, sorg og længsel som en jord varetager frø. 

Shiv er gledet over på demokratisk side som politisk konsulent og strateg. Udadtil har hun taget afstand fra de højreorienterede holdninger repræsenteret hos ATN men fristes af et tilbud fra sin far om at komme tilbage i folden. Hun må dog erkende, at Logan ikke har tænkt sig af afgive kontrol, og at han har udnyttet hendes dybtfølte ønske om at opnå hans anerkendelse til at forhindre hende i at gå over til fjenden. 

Kendall står for seriens mest voldsomme og offentlige faderopgør allerede fra første sæson. Efter et slagtilfælde hvor Logans dømmekraft virker svækket, forsøger Kendall i afsnit 6 – Which side are you on?, at overtale bestyrelsen til et mistillidsvotum. Til det skæbnesvangre møde bliver han opholdt i trafikken, og vi ser ham løbe forbi rækker af dyttende biler for til sidst over telefonen at få at vide, han har tabt. Resten af serien bekriger han faren, muligvis fordi, han indser, at den eneste måde, man kan vinde Logans respekt, er ved at vælte ham. 

Roman higer serien igennem efter at stige i graderne i Waystar. Som en sand lillebror, gør han ikke oprør og ønsker dybest set, at alle i familien skal leve harmonisk sammen. Hvad der ligger uden for hans smalle, private felt af hengivenhed er tilsyneladende uvirkeligt for Roman, en gigantisk vittighed kaldet verden.  

Ingen af de fire børns definitioner af lykke er skabt af dem selv for dem selv. At udvikle sit eget autonome begær, nogenlunde fri af andres forventninger og markedets billedstrøm, kræver tid i et intimt, nærværende rum, der kan varetage tvivl, spontanitet, sorg og længsel som en jord varetager frø. Et rum som det, Sullivan bygger op for sig selv, og som i sidste ende har hjulpet ham til at leve op til sit eget credo: »See what’s in you and don’t try to put anything else in it.« 

I sit essay Brød og roser til alle bragt i Atlas (nr. 3, 2022) beskriver forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsen, hvordan sociale medier har undergravet hendes vane med at skrive dagbog. Hvor hun tidligere registrerede sin hverdag og sine tanker i dagbogen, tyer hun nu ofte til Instagram-stories i stedet. Hun skriver: »Instagram-stories er en dagbog uden dagbogens frirum til idiosynkrasier, petitesser og gentagelser, uden frirummet til strafbare ytringer, affekt og tvivl … I mit liv er den private journalføring gradvist og umærkeligt blevet udkonkurreret af kommodificeret, semi-offentlig selvfremstilling.«  

Dagbogen arbejder ikke med en idé om, at alt hvad vi gemmer på, skal ud og realiseres blandt andre, i hvert fald ikke før, det er modnet. Den har sin egen fermenteringsproces, hvor personligheden, eller med et gammeldags ord: karakteren, bygges langsomt op med sproget som samtalepartner. I dagbogen kan vi bygge en personlig mytologi, der fører til indre stabilitet, mens livet online holder os ivrigt rækkende ud efter andres anerkendelse og medfølelse.  

Dagbogen danner tråde mellem nutid, fortid og fremtid, med jeget som omdrejningspunkt. Dens tidslighed sammenlignes hos Ranva Hjelm Jacobsen med en haves: »Hvis krigen nogle gange har haven som modsætning, kan det være, fordi man i en have kan dyrke andre tider end den militære. Krigens tid er accelererende lineær – fremad, march! – ligesom industrialiseringens og den kapitalistiske væksts tid. En jernbaneformet, mineskaktformet, boreformet, bazookaformet tid. Men enhver have, selv den mest disciplinerede, er et komposterende mylder af kredsløb og sæsoner. Et mylder af fremtider.« 

 

Er det andet og mere end en dyster fremstilling af den økonomiske elites åndelige jammerdal?  

Succession viser os en gruppe mennesker ude af stand til at slippe ud af den lineære tid, ude af stand til at åbne sig for omgivelserne med andre dele af sig selv end hundehuset/egoet. En gruppe mennesker som spejler og forstørrer vores universelle evne til at pisse blindt ud i mørket, når vi lukker os for længe ad gangen om en snæver, privat verdensforståelse, uden kontakt til en større tid end magtspillet lige nu og her. At lyve for evigheden giver ingen mening. At lyve for nutiden giver al mening i verden, fordi man har brug for, at den kaster værdi af sig straks. 

Da Kendall dybt ulykkelig beslutter sig for at skride fra sin egen 40-års fødselsdagsfest, møder han Roman og Shiv på vej ud. Han forstår nu, at hans søskende udelukkende er kommet for at få en potentiel forretningspartner i tale. Med et zombie-agtigt blik ser han Roman dybt i øjnene og siger: »You’re not real. You’re not af real person.« Kendalls fortvivlelse består i dette øjeblik nok mest af erkendelsen af, at dommen over Roman lige så meget er rettet mod ham selv.  

Hvad vil det sige at være en ægte person? Når jeg læser i Sullivans dagbøger, synes jeg dette unge menneskes forsøg på at blive netop det, står som det tydeligste eksempel på et selvforhold helt modsat den, vi møder i Succession. Hvor Sullivan (og andre store dagbogsskrivere som fx Anaïs Nin) forsøger at gøde sin egen jord for at kunne møde virkeligheden i den mest ægte version af sig selv, forbliver selvoptagetheden i Succession kun i det ydre, omhandlende den enkeltes status blandt andre i let målbare hierarkier. Succession-karaktererne er optagede af dem selv. Som idé og som koncept. Mens dagbogen (og andre indadvendte og kontemplative praksisser som meditation og bøn) ansporer til at leve i sig selv.  

Efter Logans død i sæson 4 opnår Kendall og Roman endelig denne titel. Et delt lederskab men trods alt toppen af pyramiden. Roman prøver at efterligne sin far ved at være uforudsigelig og fyre folk til højre og venstre men ingen af dem formår at opretholde den ubekymrede, hensynsløse facade ret længe ad gangen. Logan Roys børn vil og vil ikke være en »bad motherfucker« som deres far. 

Og måske er netop det den formildende omstændighed ved de mange timer i selskab med Successions lede kapitalister: at civilisationen ikke er en tynd fernis, der dækker over vores grundlæggende natur som egenkærlige væsener. Det betænksomme, konsensussøgende og omsorgsfulde er ikke et kunstigt lag af folie, som skjuler disse menneskers indre svinehund. Tværtimod er det netop civilisationen, det menneskelige, der kommer til syne, når den glatte overflade af kold arrogance indimellem krakelerer. 

Succession-karakternes fortabthed og privilegieblinde egoisme er nok pustet op i sin yderste potens, men absolut ikke fremmed. Serien føles tværtimod nærværende som en menneskelig dystopi, et kig med forstørrelsesglas på vores egne vildfarelser. Måske dette forstørrelsesglas kan inspirere til at genfinde dagbogens (og havens) vildtvoksende, kaotiske tid, hvor autonome definitioner af lykke kan opstå. Som Ranva Hjelm slutter sit essay med at erklære: »Jeg vil skrive den for min fornøjelses og min friheds skyld. Jeg vil skrive den som en form for tænkningsmæssig guerilla gardening.« 

Replikkerne er så velskårne og skuespillet så eminent, at jeg tager mig selv i at holde med disse mennesker, selvom jeg også hader dem, skiftevis spontant og af pligt. Vi ved jo godt, de er nogle arrogante røvhuller, der skader menneskeheden med deres profitorienterede kamp om offentligheden, men samtidig tilbringer vi også tilpas lang tid inde i luksusboblen og magtspillet, at deres uvirkelighed smitter af på os, indtil vi pludselig rystes ud af den igen.  

Som ved afslutningen af afsnittet Which side are you on? hvor Logan har forhindret Kendalls kupforsøg og ringer til præsidenten, mens Kendall går apatisk rundt i byen uden at ænse nogen af de mange newyorkere, der vandrer forbi. Afsnittet slutter til tonerne af Florence Reeces countrysang Which side are you on? om en gruppe minearbejderes ret til at organisere sig i 30’ernes USA. Udover at illustrere afsnittets drama i ledelsen af Waystar, tilbyder sangen også seeren det perspektiv, karaktererne selv mangler: de mange, mange millioner af mennesker der forsøger at tjene penge nok til at overleve, og som befinder sig et sted i udkanten af den økonomiske elites synsfelt. 

Og måske er det denne rystelse, der er seriens vigtigste bidrag til den offentlige debat. Fordi den hjælper os til at holde fokus på, hvem der i første omgang burde afgive en større del af kagen. Middelklassen i Vesten skal tage ansvar, ja, vi skal flyve mindre og holde os fra buræg og oksekød. Vi skal forstå, at i det globale perspektiv, er det os, der er overklassen.  

Men når en lille eksklusiv mini-elite samtidig kaster rundt med milliardbeløb som var det pokerjetoner og kan påvirke hele klodens adgang til naturressourcer og information, ja selv demokratiske valg, med beslutninger taget på møder i små, lukkede bestyrelser, synes jeg, det er vigtigt først og fremmest at holde vreden rettet mod dem, hvis isolation i det lukkede kredsløb af ligegyldighed er størst. Hvor er I? Hvor fanden er I? Det er det spørgsmål, vi må stille folk på magtens tinder, når de insisterer på deres gudgivne ret til i nyliberalismens navn at stå og pisse ud i mørket.