Til maskefald i kriseland

Den 23. december 2022 – lige som de fleste havde pustet ud efter en måneds storforbrug sat på ønskeliste – og lige som de fleste skulle til at lade op til forbrugets kulmination i andestress og indpakket eufori – landede filmen Glass Onion: A Knives Out Mystery på Netflix. Millioner af udmattede seere tog sig denne pause, langt fra den traditionelle julefilms sentimentale højtidslune, for at skrælle lagene af en god gang hygge-whodunnit i et tropeparadis med tidens største stjerner. Men hvad var den nu af? Var det ikke en hidsig, in-your-face kritik af netop overforbruget, materialismen og ikke mindst det moderne klasseopdelte samfund, der sved i øjnene, dér i bedste streamingtid?
Glass Onions lancering er et perfekt billede på, hvordan klassesatiren igen er blevet højeste mode i det aktuelle mainstreamfilm- og serielandskab. Hvordan de konsekvenser, som tidens økonomiske kriser - såsom voksende ulighed, inflation og voldsomme finansudsving - afstedkommer, er en gennemgående tendens. Ikke kun som en baggrund eller et vilkår fo