Poorcore for filmgenrer
En udbredt disciplin i visse hjørner af filmkritikken i disse år er at identificere, og kritisere, hvad man kunne kalde en gentrificering af gyserfilmen. Hovedskurken er filmstudiet A24, der har stået bag en række succesfulde, bredt kritikerroste og festival- og award-venlige gysere, der har været kategoriseret som elevated horror - primært af kritikerne selv: Hereditary (2018), The Witch (2015), X (2022), Heretic (2024) osv.
Ligeså meget som castingen af store skuespillernavne og for genren store budgetter og høj production value går gentrificeringskritikken på, at disse film i hele deres sensibilitet iklæder sig lånte fjer fra f.eks. europæisk arthouse og amerikansk indie og dermed afslører en underbevidst foragt for sin egen genres historie, troper og fortællemåder. Et slags klasseforræderi set gennem genrefilmens prisme.
Som samlet værn mod en total udvanding af filmmediet som mod- og subkultur, har denne kritik sin berettigelse. Men som ved enhver gentrificeringskritik har det enkelte eksempel det med at indeholde en del nuancer og paradokser. Få eksempler illustrerer dette bedre, selvom de ikke er A24-producerede, end Nicholas Winding
