Stresstest af kulturimperialismen
Kvaliteten af ens umiddelbare oplevelse med Marty Supreme afhænger nok af ens umiddelbare tolerance overfor det karakteristiske Safdie-tempo. Som forgængerne Good Time og Uncut Gems føles størstedelen af Marty Supremes 150min som et stakåndet stressanfald i realtid. Og som i forgængerne er det som om, at filmen selv halser efter den hvirvelvind af en hovedperson, der ellers er den altoverskyggende skikkelse i billedrammen og dennes handlinger, der ellers er den altoverskyggende drivkraft for plottets fremdrift. Instruktør Josh Safdie, der i denne omgang ikke er allieret med sin ellers faste samarbejdspartner, broren Benny, har udviklet et filmsprog så mættet af sanseindtryk, forviklinger, excentriske bifigurer og ren og skær hastighed, at det næsten sortner for øjnene. Dét aktuelle filmudtryk, der måske mest overbevisende indrammer erfaringen af at leve i det, den tyske sociolog Hartmut Rosa kalder accelerationssamfundet.
Resultatet, også denne gang, er en højintens, paradoksalt salvende biografoplevelse, der kan minde om den meditative trancetilstand, der kan indfinde sig under koncerter med ekstremt støjende musik. Igen kunne man med lidt god v
