Jeg får lyst til at stikke til søs i et par blå culotter

På en god sætning er Asta Olivia Nordenhof en af de sjoveste danske forfattere jeg kan komme i tanker om, og der er heldigvis massevis af gode sætninger i Maria, Atlantis, der ellers lyder som et kropumuligt værk. En (påstået) ”romantasy”, en utopi om den anarkistiske storby og tredje og seneste bind i septologien (nu vist skruet ned til et seksbindsværk), der handler om mordbranden på færgen Scandinavian Star. Her er for eksempel romanens vidunderlige anslag: 

»Engang så Maria en måge dø oppe på himlen. Den fløj, så døde den og styrtede ned i havet. Den kunne have fortsat med at flyve, lige på nær at den døde. Det gjorde et stort indtryk på hende. Ellers skete der ingenting i Frederikshavn.«

Kunne ungdomstilværelsen i en døsig havneby beskrives mere præcist? Jeg tror det ikke. 

Romanen består af tre forskellige dele. Først møder vi vores to respektive hovedpersoner i noget, man kunne kalde god, gammeldags prosa. Den ene person er altså Maria, der er teenager i det begivenhedsløse hul, der er Frederikshavn anno 1990. Jeg skulle til at skrive gudsforladt, men det ville være løgn, for i romanens begyndelse ønsker Maria sig, at der skal ske noget