Et universelt kærlighedssprog

»Du kan få kvinder og kager og jordbær for sjov

men der er intet så skønt som en vuffeli – vov«

Sådan sang Shu-bi-dua, og sådan er kærligheden i Bjørn Rasmussens nye, berusende bøsseroman. Ja, her er kærligheden en hund. En våd, vild, varm hund der slikker sig i skridtet, slikker dig i ansigtet bagefter, strinter, savler, leger og gør for fuld hals. Menneskets bedste ven, der elsker hengivent med hele sin hundekrop, og vi elsker den betingelsesløst tilbage, selvom det jo egentlig godt kan være lidt ulækkert, sådan at leve symbiotisk med den næsten overvældende kropslige eksistens, hunden er og bliver.

Stefan og Brian er brødre. Brødre i den forstand, at Stefan som teenager kom i pleje hos Brians mor, og at de derefter blandede blod og sov i køjeseng og sloges som rigtige brødre. Men Stefan og Brian er også elskende. De er elskende i den forstand, at slåskampene hurtigt endte med sex, blodblanderiet førte til blowjobs, den broderlige kærlighed flød ganske naturligt sammen med en erotisk kærlighed, og pludselig er de to et par.

Stefan og Brian er også hund og ejer. Det starter i det små, men som de bliver ældre står det klart: Stefan ER en hund. Han vil gå