Print artikel

Fremtiden byder på camembertpik i Suppe

Foto: Sofie Amalie Klougart
Kritik
17.01.25
Ida Marie Hede underholder og kalder bullshit. Hun har skabt et værk, der er helt og aldeles frit og så originalt, at man bliver påmindet om, hvad man kan tillade sig at gøre med kunsten, hvis man tør.

Den første lidenskab begynder mørkt, emoagtigt og dommedagssexet. Vi befinder os i et fremtidsscenarie i et ukendt årstal. Stedet er også ukendt, men vi befinder os i Vesteuropa. Nogle mindre stater er blevet slået sammen, hovedbyerne har fået nye navne; Sukker, Suppe, Doggy Bag, Twilight og Coleslaw, for at nævne nogle få. 

Det, at byerne skal hedde den slags, virker først lidt irriterende. Hvad er pointen? Men romanen overvinder mig hurtigt, for meningen med det hele er måske netop, at dette dommedagsscenarie er bygget på resterne af en fortid, der også holdt verden ud i strakt arm, ikke tog sig selv helt alvorligt. En fortid der har akademiseret og ironiseret sig selv ihjel – dog skæres pointerne heldigvis ikke ud i pap på den måde, romanen er mere kompleks end som så. Desuden får de pudsige indfald som disse også romanen til at udstråle en legesyge, der virkelig er et kærkomment element midt i alt det dystopiske. Temaet er råt, men kunsten er fri, og det må gerne være lidt sjovt at dykke ned i mørket. Ordene syder, bobler og perler lifligt.  

Vi følger tre søstre, Alice, Leni og Lola, og deres mor, Mor. De bor i et gigantisk hus i byen Sukker sammen med et utal af dedikerede fædre. Moren såvel som døtrene er smukke, problematiske, søgende og særlige. Romanen rummer lidt af det samme glitter som småuhyggelige, liderlige vampyrromancer. Det er bare lidt mere incestuøst, mørkt og abjekt det hele. 

I den italienske filminstruktør Federico Fellinis selvbiografiske mesterværk 8 ½, er der en meget kendt scene, hvori den mandlige hovedperson Guido dagdrømmer om at være det maskuline epicenter i et harem, hvor han bliver passet og plejet og elsket af alle de kvinder, der har betydet noget for ham gennem hans liv. Måske endda særligt de kvinder der har forladt ham, er skuffede over ham eller ligefrem foragter ham. Det er som at se et erotisk cirkusnummer udfolde sig. Guido er en filminstruktør med skriveblokade, han er ikke i stand til meget andet end at skuffe sine ansatte, skuffe sin kone og være hende utro. Men i denne dagdrøm danser alle kvinderne lystigt for ham, de tilbeder ham og småslås legende om hans gunst. Det er den mislykkede, misogyne, midaldrende mands indre sejr.

Ida Marie Hede har skrevet en slags omvendt Fellini. Men det er ikke en dagdrøm, det er en nær fremtid, hvor kvinden Mor som resultat af forskellige »sexpositive og sexnegative bevægelser gennem hundrede år, af nogle gange tydelige, nogle gange selvmodsigende feminismer« nu står som det ypperste symbol på en »post-digital utopisk matriarkalsk erotisk retro-frigørelsesbølge,« (genialt), der strømmer gennem byen Sukker, hvor vores hovedpersoner er vokset op. Dyrk lige dette billede; det er Fellinis haremscirkus generobret af fremtidens matriark, hun er cirkusdirektøren nu: 

»Mor kommer langsomt ned ad trappen med hånden mod egetræsgelænderet, stærkt sminket, leende med en mund, der aldrig kan stoppe med at le, iført en hvid satinkorsage, der er ved at springes i hægterne, en kappe,« hun er en »døende diva,« ”Fædrene” i huset (der er mange, ingen har tal på dem) læser digte højt for hende, gnider sig op ad klaveret, de vimser rundt med deres tynde hår iført speedos, chemiser, g-strenge. De hyler og hviner og griner, af og til kan en »uskyldig fistfight« forekomme. Der er rift om Mors seksuelle opmærksomhed, men kun på en smådoven, ufarlig måde. Hun kan få lige den mand, hun har lyst til, men når hun vil føde et barn, inseminerer hun sig selv. Hun blander simpelthen sæden fra alle fædrene og rører rundt med en kandisstang.

I dette fremtidsscenarie kan kvinderne vist godt kategoriseres som frie, men på en temmelig teoretisk, akademisk, overtænkt facon. Og den selvoptagede, forfængelige Mor er i hvert fald stadig undertrykt af et kapitalistisk pres om at bevare ungdommens skønhed for enhver pris, og hun vælger at betale dyre domme for at blive lagt i dvale af virksomheden Drømmelåg. Drømmelåg tilbyder at holde kroppen levende, mens man befinder sig i en dyb søvn. Ophængt i en kiste fra et træ gemmer Mor sin ungdom til senere. Imens kan Drømmelåg udvinde energi fra hendes og de andre kunders kroppe, så de teknisk set arbejder mens de sover. Smart!

Sukker er den reneste, rigeste, fremmeste by af de 14, dette samfund består af, og Mors hus er kronjuvelen. Her kan man udvinde energi af det meste: sex, skænderier, fysisk arbejde, knoglemarv og altså dvalelagte kroppe. Og Mors hus producerer enormt meget energi til hele Sukker. Det skyldes dels hele haremssituationen, dels at huset, ligesom resten af Sukker, er bygget på et bjerg af knogler. Det er skeletter fra de mennesker, der måtte lade livet for at Sukker kan nyde den rigdom, de besidder i dag. Kun børnene kan høre skeletterne under jorden. 

Ida Marie Hedes roman er en fremtidsdystopi bygget på søjlerne af vor tids populærkultur og vor tids politiske kampe. De unge drikker askegrå smoothies. Byernes navne klinger af ironiske referencer. Når Twilight hedder Twilight, skal det nok ret bogstaveligt ses som en reference til YA-romantasyserien af samme navn. Suppe hedder Suppe fordi den er befolket af unge, idealistiske, oprørske studerende, der lever af instant nudler. Men, ligesom i vores egen tid, er der grænser for åbensindet; »Suppe kan godt lide vores sårbarhed, men ikke at vi er perverse. Suppe kan lide vores sårbarhed, men ikke vores oprigtige depressioner.« Sukker hedder Sukker fordi det er en by for toppen af kransekagen, de privilegerede, der har regnet tidsånden ud. Her er bøger igen på mode! »Alle vil læse latin og vide noget om noget!« Og Doggy Bag er hjemsted for at hårdt klubmiljø – alle forældre frygter af finde deres børn i Doggy, lyder det. 

En dystopi, helt sikkert, men det er ikke en dystopi uden humor. Det her er en fremtid bygget på TikTok-generationens ironisk-nostalgiske forhold til fortiden, coffee-table-bookfiseringen af fortidens traumer, men det bliver aldrig påtaget. Det er legesygt og syleskarpt, det er en skildring af vores tidsånd (en muteret, solløs fremtidsversion af tidsånden, nuvel), men det føles lidt som at læse en manisk og erotisk version af Hunger Games-bøgerne. Ikke dårligt. 

Og bag alle disse små stikpiller gemmer sig også bare en rørende fortælling om en ungdom, der forsøger at udvikle et moralsk kompas og en evne til bare at elske uden at leve op til et særligt ideal. 

Til tider kan Ida Marie Hedes sprog godt blive så svulstigt, at værket får en bismag af stiløvelse. Jeg kan godt føle mig lidt uindviet, når litteraturen bliver hypersanselig, når alt hele tiden skal være som noget andet, det bliver hurtigt en associationsleg, som jeg ikke kan følge med i eller relatere til. Det kan virke lidt fortænkt. Særligt romanens første del havde jeg svært ved at give mig helt hen til, men heldigvis lykkes bogen med at samle alle trådene i del to og tre. Og uden svulstigheden ville billeder som dette jo ikke findes: »min tweedklædte professors misogyne frankofile camembertfede bedstefarpik«. 

Ida Marie Hede underholder og kalder bullshit. Hun har skabt et værk, der i sprog og indhold er helt og aldeles frit, så originalt, at man bliver påmindet om, hvad man egentlig kan tillade sig at gøre med kunsten, hvis man tør. Samme fandenivoldskhed besidder de tre søstre. De er klar til at ødelægge systemerne med deres nysgerrighed, kærlighed og vrede. Der bliver ikke givet meget for de forskellige feminismebølger og akademiserede, indspiste middelklassekampe her. Ida Marie Hedes fremtidsscenarie er skingrende skørt og udgør en vidunderlig samtidsroman.  

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.