Fortællingen går ikke op, men det gør virkeligheden jo heller ikke

Jeg har altid fundet det svært at sætte ord på kunst. Altså oplevelsen af at tage ind på et kunstmuseum, og måske nok føle mig både ramt af kunsten og i stand til at forstå den, men uden at evne at forklare hvorfor. Det er en verden, der kan virke lidt lukket på mig – et medie, der er langt sværere at gå i dialog med, end at samle en bog op der er skrevet på et sprog, jeg kan forstå. Sådan har jeg det med Rachel Cusks nye roman, Parade.

At læse den er som at stirre ind i selve sandheden om mig selv, om mit køn, om det samfund, jeg bor i, om døden, der kommer og om den kunst, jeg fylder mit liv med indtil da. Det hele er bare for stort og nuanceret til, at jeg evner at tage det hele ind på én gang. Jeg læser bogen og stirrer ind i et værk, der tager mig ved næsen og klæder mig af til skindet. Men hvad er det egentlig lige, jeg har læst?

Parade består af fire dele, som hver består af en række forskellige fortællinger, der uden varsel ændrer synsvinkel og plot. Typisk er det to tekster, der veksles mellem i en given del. Det overvejende tema er kunst, og det skal i denne sammenhæng forstås bredt. Det er alt fra nogle relativt simple beskrivelser af forskellige succesfulde kunstneres værker til en kvinde, der slår en anden kvinde ned på åben gade, træder et skridt tilbage og ’beundrer’ sit værk, til en mand, der begår selvmord på et museum på åbningsdagen for en vigtig udstilling og næsten kommer til at indgå som et værk. Der er en historie om en succesfuld, mandlig kunstner, der når sin karrieres højdepunkt ved at male grimme billeder af sin kone.

»Men det fremstod snart i al sin tydelighed, at han ikke var klar over, hvad han havde gjort mod hende med nøgenbillederne. Han vidste ikke, at han havde stjålet noget fra hende. Han havde gjort hende grim, og han anede ikke, hvilken vrede og fortvivlelse det havde vakt i hende at blive set som grim, når han var det eneste væsen, der kunne siges at have en forpligtigelse til at finde hende smuk.«

G mener i øvrigt ikke, at kvinder kan være kunstnere. Det tror hans kone i øvrigt han deler med de fleste, men, tænker hun, det er ærgerligt, at netop han skal sige det højt. En anden, meget stærk historie drejer sig om en kvindelig kunstner, der er blevet berømmet for den vildskab og normkritik, hendes første værker rummer, men som ender med at forelske sig i en mand, der er yderst skeptisk overfor hendes kunst.  Det, at han ser ned på hende, gør ham til et geni i hendes øjne.

»Hans selvberoende og ensomme udstråling havde fanget hendes blik, men det var hans misbilligelse, der forførte hende. I hans misbilligelse genkendte hun autoritetens mærke. Idet han påstod, at han intet vidste om kunst, noget der på én gang syntes at gøre hendes præstation mindre og få ham selv til at virke endnu mere betydningsfuld, lod han G forstå, at der var noget moralsk frastødende i hendes arbejde […]«

 Alle de kunstnere, der optræder i romanen kaldes for ’G’. På den måde er man konstant i tvivl – er der tale om en række forskellige kunstnere, der alle hedder det samme for at understrege den universalitet, teksten bærer på? Eller er der tale om en enkelt kunstner, kunstneren, som en slags flydende figur?

Hvis man vil lege detektiv, så kan man gøre det. Man kan prøve at stykke historiernes bidder sammen til en fastlagt tidslinje og et persongalleri, ignorere, at alle kunstnere kaldes for ’G’, og måske endda gætte, hvilken virkelig kunstner (eller hvilke), der refereres til. Men det ville i mine øjne være at modarbejde bogens eget ærinde. Den arbejder netop i krydsfeltet mellem sandheden og vores utallige forsøg på at portrættere sandheden, som ikke blot findes den kunst, der bliver beskrevet i bogen, men også i bogen selv, og i de mange udsnit af livsfortællinger (og forskellige sider af samme livsfortælling, måske) som vi præsenteres for. Selve bogens form er en cementering af, at sandheden altid er til forhandling. Måske er det netop fordi bogen er så afklaret omkring dette, at den faktisk evner at gengive samfundet på en mere ærlig måde end nogen anden bog, jeg har læst for nylig.

I sin helhed er Parade et Frankensteins-monster, et umuligt afkom, en skæren tænder.

»Forfatteren skriver om det, han allerede ved og har besluttet skal være der. Han lader, som om han ikke har denne viden, ikke har besluttet sig. Han sælger denne illusion til læseren, som i fantasiens arbejde slutter sig til ham,« skriver Cusk om forfatteren G, der vælger at skifte til filmmediet. Heri ligger hele nøglen til at forstå dette mærkværdige hybridværk: det er netop i dialogen med det, der aldrig kan udtrykkes fuldstændigt gennem tekst, at værket bliver sandt i sin gengivelse af virkeligheden. Er Parade i virkeligheden en række ekfraser? En notorisk konfliktfyldt litterær øvelse, en kamp mellem to medier, der ofte ender med at afsløre tekstmediet som inkompetent når det kommer til at gengive virkeligheden, som citatet også peger på. Cusk adopterer bare så meget fra de medier, hun er i dialog med, at værket bliver noget andet end en roman. På den måde er det heller ikke så mærkeligt, at jeg nærmere føler mig hensat til et museum end en lænestol, når jeg åbner bogen.

Ved at møde disse mennesker gennem deres egen kunst og den kunst, de opsøger og beskæftiger sig med, kommer jeg dem nær på en helt anden måde, end den klassiske romankarakter, der uden at tøve byder læseren velkommen ind i deres inderste indre. Den skam, Cusk så mesterligt fremskriver i bogens forskellige relationer, den bliver så meget stærkere af, at værket ikke røber den med det samme. At affekten ikke strømmer ud over siderne, at man skal lede efter smerten. De fleste af os gemmer skam, vrede og utilfredshed væk et sted langt inde, hvis vi overhovedet er klar over, at den er der. Det er ikke nemt at mane den frem, ikke engang for os selv. Det meste af tiden går vi jo bare og lever det liv, vi lever, mere eller mindre ukomfortable i de roller, vi har indtaget. Kunsten er helt nødvendig, kunsten afslører, hvad der foregår på indersiden. Cusks roman er ikke bare en af de mest præcise og komplekse skildringer af vores samfund, jeg har læst. Den er også en åben undersøgelse af kunstens faktiske funktion, i samfundet og i menneskers personlige liv.

Parade er på sin vis en fremmedgørende roman. For hvordan hænger fortællingen sammen, hvordan kan disse fragmenter, eller ekfraser, om man vil, på nogen mulig måde kaldes en fortælling? Er G en række personer eller den samme, flydende eksistens? Hvilken tid er vi i? Hvordan kan jeg som læser placere mig i dette virvar? Men, for at blive i de Hartmut Rosaske termer, så er dette samtidig et værk, der emmer af resonans. Med navnet ’G’ som fællesnævner bliver de individuelle fortællinger ekkoer af hinanden. Fortællingen går ikke op, men det gør virkeligheden jo heller ikke, og netop derfor kan man kigge ind i dette virvar af sandheder og føle sig set. I sin helhed er Parade et Frankensteins-monster, et umuligt afkom, en skæren tænder. I dens enkelte sætninger bliver menneskets natur skrevet renere frem, end jeg troede, var muligt.