Fortællingen går ikke op, men det gør virkeligheden jo heller ikke

Jeg har altid fundet det svært at sætte ord på kunst. Altså oplevelsen af at tage ind på et kunstmuseum, og måske nok føle mig både ramt af kunsten og i stand til at forstå den, men uden at evne at forklare hvorfor. Det er en verden, der kan virke lidt lukket på mig – et medie, der er langt sværere at gå i dialog med, end at samle en bog op der er skrevet på et sprog, jeg kan forstå. Sådan har jeg det med Rachel Cusks nye roman, Parade.

At læse den er som at stirre ind i selve sandheden om mig selv, om mit køn, om det samfund, jeg bor i, om døden, der kommer og om den kunst, jeg fylder mit liv med indtil da. Det hele er bare for stort og nuanceret til, at jeg evner at tage det hele ind på én gang. Jeg læser bogen og stirrer ind i et værk, der tager mig ved næsen og klæder mig af til skindet. Men hvad er det egentlig lige, jeg har læst?

Parade består af fire dele, som hver består af en række forskellige fortællinger, der uden varsel ændrer synsvinkel og plot. Typisk er det to tekster, der veksles mellem i en given del. Det overvejende tema er kunst, og det skal i denne sammenhæng forstås bredt. Det er alt fra nogle relativt simple beskrivelser af fo