Tror du på skæbnen?

Hvad skal vi stille op med skæbnen? Det deterministiske skæbnebegreb, som formodentligt ikke har megen gennemslagskraft i 2024. Hvor mange moderne mennesker vil afskrive sig sin fri vilje og stå ved, at deres fremtid er forudbestemt? 

Socialrealismen har altid kredset om den sociale arv, men i Liv Duvås nye roman, Ned fra himlen, tager hun den skridtet videre, eller rettere sagt skridtet opad, og observerer vores velfærdssamfund oppefra; bogstaveligt talt fra 15. etage i et alment boligbyggeri i Brøndby Strand, der er komplet gennemsyret af giftstoffet pcb og nu skal rives ned.

Men det er ikke så enkelt, for det, der er en kontamineret arbejdsplads for de håndværkere, der skal rive husene ned, er kulissen for et levet liv gennem generationer. Her er børn vokset op, skole, arbejdspladser, dagligvarer, centeret og den lokale bodega befinder sig indenfor en overskuelig radius, det her er en »vugge-til-grav-by,« skriver Duvå.

Og giften fra murene har for længst taget rejsen ind i kroppen på beboerne og deres afkom. Nogle er døde af kræft uden forklaring, andre er flyttet væk, men bærer stadig bygningerne i sig. Og mon ikke, de ender med at finde vej tilbage til Brøndby Strand igen. 

Det gør den unge Maria i hvert fald. Hun er mor til Sonja på ni måneder og har i al hast besluttet at forlade den lejlighed, hvor hun bor med Sonjas far, Johan, der er litteraturvidenskabsstuderende.

Han tager ikke ansvar, og det er dråben, at han fester hele natten med sin studiegruppe i deres fælles hjem, mens Maria holder øje med barnet. Hun er selv vokset op med en alkoholiseret mor, og vil gøre alt for at give Sonja mere trygge rammer. Men Marias sociale arv er ikke lige sådan at ryste af sig, og det er Brøndby Strand heller ikke. Før hun ved af det er hun blevet gennet venligt ud af Fisketorvet, hvor hun har opholdt sig med dårlig samvittighed, fordi hun ikke har penge at bruge, og sidder i sin mosters bil på vej mod Brøndby Strand.

Dog ikke hjem til sin mor, der bor i et af de pcb-inficerede højhuse, men hjem til den gård, hvor moster Janne bor. Men forureningen, der ikke kun kommer fra højhusene, men også fra de fabrikker, der ligger i det belastede område, kan Maria ikke undslippe. Den flyder allerede i hendes årer, hun synes, hun kan lugte den i modermælken.

Den flyder ud i Køge Bugt, hvor hunde og heste forgiftes af blågrønne alger. De fabrikker og almene boliger, hvor de socialt belastede gennes hen og bruger deres liv, og som så megen socialrealistisk litteratur har taget sit udgangspunkt i, alle disse steder, de svarer igen i Liv Duvås roman. En del af romanens kapitler, der alle har titlen Nye forbindelser, lader giften og betonen tale. 

»Betonen udfyldes dog sjældent med andet end regnvand og smog, der suges ind i overfladerne og giver dem et brunligt skær. De altid nyklippede plæner krydses kun sjældent. […] Men for det meste er der ingen slinger i denne endeløse vals, og hverken dyr eller mennesker viger synderligt fra de rektangulære stisystemer. De fleste ender med at følge de retninger, systemerne har lagt ud for dem. De fleste har mindst ét liv at beskytte. De færreste har råd til at gøre sig alt for bemærkede.« 

På 15. etage, hos Marias mor Vibeke, står tiden imidlertid stille, og betonblokken er det eneste sted, hun kan være i fred for andres fordømmende blikke. 

»[…] sådan på afstand kan man stadig se konturerne af den drøm om velfærd og lighed, det gode liv, som stedet dengang skulle repræsentere. Men den rå beton virker hverken åben eller inviterende mere, er for længst begyndt at flyde med forskellige tiders skæbner og politik. Det knager i væggene nu, det knager og sitrer inde i dig.« 

Man får næsten associationer til Lars von Triers Riget; som portene til Rigshospitalet åbnede sig på ny og lod alskens djævelskab sive ind fra den underliggende mose, vil også højhusene i Brøndby Strand give efter for betonens hemmeligheder, det vil sprede sig som pus i hestens øjne og kræftceller i underklassens organer. I Brøndby Strand findes skæbnen, det er ganske vist. 

'Ned fra himlen' er en overflod af skarpe samfundsobservationer, kærlighed og humor. Der er meget andet end gift at komme efter i Brøndby Strand. 

Sideløbende med dette taktile spor, der rejser grundlæggende moralske spørgsmål om de rum, vi bor i, er Duvås roman også bare gribende underholdning. Hjerteskærende rapporter fra kommunen, små rørende gestusser, der lader hårdt prøvede familiemedlemmer nærme sig hinanden lidt igen, et helstøbt og nuanceret persongalleri, som man ikke har lyst til at slippe.

Og så introducerer Duvå en karakter, der selvfølgelig hører til i en rigtig socialrealistisk roman anno 2024: Den verdensfjerne, selvcentrerede akademikertype fra den kreative klasse, der hele tiden befinder sig på et skyhøjt abstraktionsniveau, men ikke er i stand til at gå praktisk til livets udfordringer.

I Ned fra himlen møder vi to versioner: Litteraten Johan, selvfølgelig, og dokumentaristen Paul. Begge fascineres de af Marias komplicerede og for dem eksotiske opvækst, Maria fortæller om sit første møde med Johan, at »Hun kan huske, at alt muligt, der er uinteressant ved hende, det synes han var interessant. At hun er vokset op i verdens kedeligste og grimmeste by, for eksempel.«  

Paul kommer til senere for at producere en artsy film om nedrivningen af højhusene, han filmer Maria og Sonja i sandet, stukket af hjemmefra og uden tag over hovedet. Det bliver en perfekt scene til hans film, tænker han, men da hun beder ham om husly kan han alligevel ikke hjælpe. Men han køber da aftensmad til hende, skulle hun nu få lyst til sex. 

Og så er der moster Janne, der vil stille op i X-Factor, staklernes holdeplads, som fredag efter fredag underholder middelklassen med billige grin eller vækker medynk. Hele tiden følger dette metaspor karaktererne, som peger på læseren og minder os om, at socialrealismen i dag også må rumme en samtale om, hvordan vi i populærkulturen også feticherer underklassen.  

Når det er sagt, er der ingen karakterer, heller ikke Johan og Paul, der er uden nuancer i Ned fra himlen. Alle har fejl og mangler, men alle har også noget at give af. Ned fra himlen er en overflod af skarpe samfundsobservationer, kærlighed og humor. Der er meget andet end gift at komme efter i Brøndby Strand.