Hævn over fortiden

Det er ikke altid lige let at læse Liv Nimand Duvås anden roman, Rosenreglen, men det er netop det hårde, der gør romanen så god. Ubehaget driver allerede tidligt fra bogens sider i en fortælling om en ung kvindes kamp med kropsskam, selvskade og en fortid præget af mentale og fysiske overgreb:

»Hånden har revet hårnålens bløde plastikdut af med en negl. Spidsen er skarp, og hånden har allerede presset den ind under huden. Så kan munden slappe af, læberne giver slip. Et klart jag i tindingen. … Bobler slår op om anklerne, små, hvide blomster ind i øjnene, den søde, kvalmende duft trænger ind i næsen, i alt, hvad der er dig, og hånden borer hårnålens spids frem og tilbage i såret.«

Det er fortælleren Kat(hrine) – eller rettere: en yngre udgave af hende selv – og hendes selvskadende og splintrede blik på og ridsen i egen krop, vi er vidne til. Nu er hun i slutningen af tyverne, færdiguddannet på Kunstakademiet og netop flyttet i kollektiv i Nordsjælland for at arbejde på en Abramović-inspireret performance, hvori hun skal re-enacte og hævne sig på de mentale og fysiske overgreb, hun som trettenårig pige var udsat for. Som teenagemodel har hun på sin mors opfor