Overgreb under skyfri himmel
De første sider af en bog læses som regel med et særligt blik. Her slås tonen an, læseren bliver budt indenfor i et særligt univers, og romanens særegne realisme etableres. I Himlenes bog er det dog lidt anderledes. Her er den første side, anslaget, på en gang symptomatisk og underligt afkoblet resten af bogen. Den grafiske opsætning med prægnante korte sætninger og linjebrud, det deskriptive sprog, sammenstillingen af himlens udtryk og det jordiske liv, de monokrome pennestrøg – »en gul, trøstesløs landsby«. Alt det går igen som en slags formatisk grundtone i Morten Chemnitz’ oversættelse af den franske forfatter Leslie Kaplans Himlenes bog fra 1983.
»Det er en scene, på en bakke.
Rundt om, den ubevægelige himmel. Hvor jorden er rund, lille pige.
Vi er højt oppe, langt væk. Vi går over en lille plads, i en gul, trøstesløs
landsby.
Smuldrende stenfacader. Vi går på en jævn overfade. Bakken bølger.
Himlen er nøgen, helt åben.«
Den lille pige derimod, hun forsvinder ud af teksten efter at have været fokus for vi’ets blik over de første seks sider. Syvende side indledes med den lakoniske bem
