Kun navlen

Man sluger hurtigt Linea Maja Ernsts romandebut Kun til navlen. Det skyldes ikke, at romanen er specielt hæsblæsende, tvært imod: Syv venner, hvoraf fem har en uddannelse i litteraturvidenskab, bruger en uge sammen i et fortryllende sommerhus, tænder på hinanden og taler en masse. Det kommer der ikke det store ud af. Alligevel tager det ene kapitel det næste, og det skyldes måske, at romanen mest af alt bare er lækker. Vejret er bedre end den danske sommer nogensinde har været før. Alt er i blomst. Vennerne spiser ferskner og krebs (fanget i sommerhusets egen sø, selvfølgelig) så safterne driver ned ad deres smukke, solkyssede kroppe. 

For smukke er de alle sammen: på hver deres måde selvfølgelig, for en højtuddannet humanist er dette voksenversionen af at læse Twilight. Dengang gik diskussionen på, om du var team Edward (den lidende, glitrende, emovampyr) eller team Jacob (brandvarm, rapkæftet, solbrun varulv med kæmpe sixpack). I Kun til navlen kan du i stedet vælge, hvilken akademiker du tænder mest på – og hvilken af disse arketyper, du identificerer dig med i øvrigt. Choose your fighter. 

Selvfølgelig er de alle sammen mere eller mindre vilde med hinanden, så er dramaet og hjertesorgen sikret, og her ender sex stadig altid med en guddommelig orgasme. Linea Maja Ernst skriver ekstremt sanseligt. Alting dufter og drypper og smager, men hun falder ikke i klichéerne (medmindre hun gør det overlagt og svælger i klichéen, hvilket også er ret befriende). 

Men hvad vil romanen egentlig? Den lover et satirisk portræt af millenialgenerationen. Satirisk er den ikke; selvom Ernst sniger en vittig vending ind her og der, så forholder værket sig ikke satirisk til grundpræmissen. Den lader uironisk vennerne forelske sig og diskutere selve livets præmis ud fra Woolf og Plath og andre gamle kendinge fra pensumlisten. Et portræt af millenialgenerationen ville jeg heller ikke kalde det, dertil er datasættet simpelthen for småt. Siden hvornår har syv privilegerede mennesker med samme uddannelsesbaggrund evnet at spejle en generation? Og ja, de er sgu privilegerede, selvom et par af dem ikke er heteroseksuelle og kæmper med at blive accepteret, af samfundet og af sig selv, og selvom en anden har haft en svær barndom. De har højtbetalte jobs, forskere, redaktører, forfattere. De er smukke. De er hvide. De er så belæste, at de kun kan tale om livet, hvis de inddrager lidt relevant teori. De er et udsnit af eliten. Hvad har en millenial-sygeplejerske fra Herning til fælles med denne flok?

Dette er det modsatte af et generationsportræt; det er en dyrkelse af syv individer.

Bogen er næsten lige så provokende selvoptaget som dens karakterer. Desuden: denne roman har jo ikke hold i virkeligheden. Netop derfor er den forførende. Det virker næsten som om, at Linea Maja Ernst har skrevet en slags fanfiction over sin egen vennegruppe, fordi miljøet er så specifikt. Og det er der jo i bund og grund ikke noget i vejen med, vi kan da godt drysse lidt tryllestøv og teenagehormoner ud over 30’erne og genfortrylle dem lidt, værket skal bare stå ved det. At dette er det modsatte af et generationsportræt; det er en dyrkelse af syv individer, hvis venskab man ikke engang helt tror på, fordi der er næsten ikke plads til dialog idet deres respektive indre liv tager så meget plads. 

Linea Maja Ernst formår dog, måske netop på grund af dette fokus på individet, at tegne nogle billeder af karaktererne, som er vanvittigt nøjagtige. Hvis man kan spejle sig i denne snævre gruppe, så kan man virkelig spejle sig i den. Hvor mange kan genkende karakteren Karens beskrivelse af kvinder, der går op i hekse og astrologi? 

»Ligesom det går hende på, at flere kvinder, hun gerne ville respektere, pludselig identificerer sig som hekse og i ramme alvor går op i astrologi, en rodet sammenblanding af selvhjælpsritualitet og letkøbt feminisme. Den der strøm af kvinder, der flyder fra humanistiske uddannelser og ud i samfundet, hvor de giver sig til at skrive svære, bløde tekster om radikal omsorg eller vævningens metaforik, eller hvordan man kan være mere som et frø.«

Men man kan være helt rolig. Der vil altid være en ven af en anden holdning, og derfor kan man altid finde en karakter at spejle sig i. Her beklager Sylvia sig fra den anden banehalvdel: 

»Nej, Gry og Karen og deres mænd er venstreorienterede, progressive. De lever bare selv et liv, der til forveksling virker konformt. Det er det, som er så provokerende. Hvordan de får lov til at være rigtige, vinde på begge baner: Være utraditionelle, men traditionelle; tolerante, men passe perfekt ind i en statistik. Følge med i ny, grænseoverskridende litteratur, mens de føder halvandet barn og skriver dem op i deres egen sunde andelsforening; stå i et lyst alrum og dampe bao og være et lykkebillede.

Den kreative småborger. 

Har historien nogensinde produceret noget så perverst?«

Lige så vel som Kun til navlen kan forføre sin læser, kan den også såre enhver selvoptaget akademikers selvtillid. Når den gør det, fungerer romanen bedst. Men den bruger ikke rigtigt stikpillerne til noget – de skal ikke ned med nakken. Linea Maja Ernst er herligt observant, men også lige lovligt meget på karakterernes side. Og så er diskussionerne også en kende studentikose, måske er de millenials, men deres samtaler er som taget ud af 2. semester på litteraturvidenskab. Det forbliver lidt for ufarligt. 

Det er ikke den slags bog, der lever videre i kroppen efterfølgende. På papiret har vennerne måske nok vigtige samtaler, og værket er så sanseligt, at man næsten er der selv mens man læser. Men Linea Maja Ernst overforklarer også, gør ikke plads til læseren i teksten. Vennernes dialoger virker unaturlige, de bruges som et redskab til at forklare enhver tvetydighed. Alle symboler bliver lagt på et sølvfad. Det er for eksempel ikke nok, at Sylvia hedder Sylvia og opfører sig manisk, hun skal også sidde i et figentræ og lege, at hun er Sylvia Plath. 

Værket efterlader mig med en følelse af at være 12 år og en tur på skolebiblioteket. Jeg hiver en bog frem fra Fyre og flammer-serien, bøger, som læreren plejer at sige nej til, men så lad gå da; jeg har været flittig, jeg har lavet en god diktat, jeg må godt indtage lidt tomme kalorier i min weekend. Dette er den selvcentrerede og trætte akademikers belønning, tillykke, nu hvor du har læst Woolf, Plath og Shakespeare kan du få lov til at koble af med denne ferieflirt af en bog, lade som om, at din tilværelse er lækker og dramatisk og dine idéer selvstændige og dybe, uden at kæmpe det mindste for det, uden at blive konfronteret med de rigtige problemer, der i modsætning til denne bog faktisk er definerende for vores tid. Du har fortjent det.