Print artikel

Er selvudgiverne ved at overtage bogmarkedet, og hvor mange læsende er der mon i Danmark?

Illustration: Mirjam Jørgensen
Liste
02.05.25
Vi bringer fem bognyheder fra seneste udgave af bognyhedsbrevet Læsevejr.

Litteraturkritikeren som graverjournalist

For nylig kunne man i den fremragende bogpodcast Larb Radio Hour (udgivet af Los Angeles Review of Books) høre et interview med litteraturkritiker hos New York Magazine Andrea Long Chu. Chu har netop udgivet en samling af tidligere og nyskrevne tekster i bogen Authority. Det centrale omdrejningspunkt er, hvordan en kritiker egentlig arbejder – og hvilken rolle vedkommende spiller i nutidens medielandskab. Chu selv arbejder lidt som en graverjournalist, kommer det frem i løbet af samtalen: »Min redaktør og jeg spørger altid os selv, hvad den pågældende forfatters deal er,« forklarer Chu. Kritikerarbejdet er for Chu et arkivarbejde, det handler om at skrælle lag af den anmeldte kunstner og komme under huden på vedkommende. Helt konkret indebærer tilgangen, at Chu kunne afsløre, at store dele af verdenshit-romanen Et lille liv bestod af gamle rejsereportager fra Condé Nast Traveler, som forfatteren Hanya Yanagihara havde klippet stort set uredigeret ind i sin bog. Ikke at der er noget forbudt i det, det er bare et interessant indblik i litteraturens nogle gange ret skramlede tilblivelsesproces. En slags pillen magien ud af processen, og alt udenomshalløjet, så man i stedet kan koncentrere sig om, hvad der står på siderne. Chu er tydeligvis drevet at en radikal skepsis, ser nærmest litteraturkritikken som en afart af magtkritisk afslørende journalistik. Tænk Mads Brügger, som har taget bolig i Lars Bukdahls krop. Samtalen med Chu er rent ud sagt inspirerende, hårdtslående på en velgørende måde, og kan høres gratis her.

Skriv, vind, udgiv!

Et mundheld (som jeg selv har fundet på) siger, at alle nu om dage vil skrive, men ingen gider læse. Den udvikling har Kristeligt Dagblads Forlag valgt at komme i møde ved at afholde en skrivekonkurrence, hvor de opfordrer folk til at indsende et debatbogsmanus. I oplægget skriver forlaget blandet andet: »Danske unge er vokset op i fredstid og velstand. Erfaringerne fra Anden Verdenskrigs ødelæggelser og gru hører andre generationer til. Men Europa skal nu igen forholde sig til krig og forsvar. Værnepligten bliver udvidet i Danmark, og vi diskuterer oprustning og prepping. Hvilke kampe kan krig rejse i et menneske?« Deadline for indsendelse er 9. august. Der venter altså en hel sommer forude, hvor man kan hellige sig skriveriet (og måske også få klemt en enkelt læsebog ind i ny og næ?).

2148

»Der findes måske 2000 intelligente mennesker i det her land,« sagde Klaus Rifbjerg engang i Deadline. Hvis han havde været iblandt os i dag, kunne han have genbesøgt sætningen (der blev sagt ironisk, hvilket han selv understregede i sætningen umiddelbart efter) og genformuleret den til: »Der findes måske 2000 læsende mennesker i det her land.« I skrivende stund er der nemlig blot 2148 mennesker, der har underskrevet borgerforslaget, som forfatter Thomas Rydahl har stillet, om at momsfritage bøger i Danmark. Det er selvfølgelig trist. Ikke mindst fordi bøgerne og forlagene har det rigtig svært i opmærksomhedsøkonomien lige nu, og Danmark faktisk har verdens højeste bogmoms. Staten mangler ikke ligefrem penge, den bader faktisk i dem. Hvorfor gør vi det unødigt svært for bøgerne at klare sig? Måske – og det er et helt realistisk håb – skyldes det lave antal støttere bare, at bøger ikke er storpolitik, ikke er højest oppe på den offentlige agenda, det er jo en snæver erhvervshistorie, det her. Men bøger ér storpolitik. Bøger er en hjørnesten i kulturen. Og politik er i sin kerne en udkrystallisering af kulturen. Så til alle de cirka 5,8 millioner danskere, der ikke har været inde og støtte borgerforslaget endnu, skal hermed lyde opfordringen: ind og støt.

Selvudgivere på første klasse

Det siges i krogene, at selvudgiverne er i gang med at overtage litteraturscenen. Men kan det nu være rigtigt? spørger du måske dig selv. Og ja, det kan det da vist. I hvert fald kommer der flere og flere eksempler på, at selvudgivere stryger helt til tops i litteraturverdenen. For nogle år siden udkom forlagschef for skønlitteratur på Lindhardt & Ringhof Sune De Souza Schmidt-Madsen med romanen Kannibalens lov på eget forlag (aka Lindhardt & Ringhof). Sidste år udkom daværende chef på Politikens Forlag Kim Hundevadt med krimien Porcus, også på eget forlag (aka Politikens Forlag). Og senest er det chef for skønlitteratur på Gyldendal, Simon Pasternak, der er udkommet med romanen Hemmelighedsbærerpå, ja, selveste Gyldendal. Ifølge Hundevadt indsendte han sit manus anonymt og så viste det sig såmænd at være helt og aldeles fremragende og klar til udgivelse ifølge forlagets skrappe redaktører. Hvordan antagelsesprocessen for henholdsvis De Souza og Pasternaks bøger på egne forlag har været, melder historien ikke noget om.

Hot book summer

Nuvel, danskerne gider måske ikke bruge 30 sekunder på med MitID at støtte momsfritagelse af bøger, men måske er det fordi, de har for travlt med at læse. Står det til livsstilsblade i både ind- og udland befinder vi os lige nu i en veritabel boglækkerheds-trend, hvor det mest sexede, man kan gøre, er at sidde på et offentligt sted og læse en bog. Skal man tro en perlerække af memes i undertegnedes feed, er der noget om snakken, så absolut. Som Femina skriver: »Hvad tænker du, når du hører ordet sexet? Det første der popper op i dit hoved er måske ikke bøger, men ikke desto mindre er det at læse noget af det allermest sexede lige nu.« Konklusionen må vel derfor være: Frem med Mein Kampf, på med hurtigbrillen og ud i solen

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.