At tage til Mars er ikke progressivt, det er reaktionært
Der går sjældent mere end en uge uden at aviserne igen kan berette, at en eller anden rigmand er på vej imod det ydre rum for enten at udbytte eller kolonisere fremmede planeter.
Mars synes særligt at være planeten, som deres opmærksomhed, kapital og længsler er rettet imod; såvel Elon Musk som Jeff Bezos har hver især store planer med dette fremmede himmellegeme, som de forsikrer os om, at vi alle en dag må bebo eller betræde, hvis humaniteten ønsker at bestå.
At forblive menneske – på Mars. Umiddelbart en underlig idé, særligt fordi planeten Mars ikke besidder den helt særlige kapacitet som bio- og geokemikere kalder »den kritiske zone«, forstået som det tynde lag af jorden, der strækker sig fra toppen af træerne til bunden af grundvandet, hvor alt liv har udviklet sig i løbet af de sidste par milliarder år, som resultatet af interaktioner mellem sten, jord, vand, luft og levende organismer, og som regulerer og betinger menneskets livsbetingelser.
Med andre ord, så rimer ”Liv” og ”Mars” ikke på hinanden. Ikke desto mindre er vi nødt til at indrømme det: der synes at være ét eller andet ved drømmen om Mars, som alligevel er dragende.
Når Elon Mu