Norsk, nazist og filosofisk fantast
Lørdag d. 6. oktober 1945. Vidkun Quisling sidder i sin celle på Akershusfæstningen på næsset med udsigt over Oslofjorden. Han er udmagret og bleg. Det hele er slut. 26 dage tidligere er han blevet dømt til døden for landsforræderi, og om få dage skal højesteret behandle hans anke. Quisling bevogtes tæt og i cellen er lyset tændt døgnet rundt af frygt for, at han skal begå selvmord. Og det må ikke ske, for om få dage skal han henrettes. Ingen tvivler på, at højesteret vil forkaste anken.
Ingen andre end Maria Quisling. Hun skriver en lang række desperate breve til forsvarschef Otto Ruge, statsminister Einar Gerhardsen og kong Haakon 7., hvor hun trygler om sin mands benådning. Også Vidkun Quisling bruger ventetiden på at skrive. De seneste seks dage har han brugt på at opsummere det, der optog ham hele hans voksenliv. Det som han havde forestillet sig, han skulle blive husket for. Ikke for politik og krig. Ikke for Nasjonal Samling og nazisme. Ikke for landsforræderi.
Hvad han derimod havde udset som sit livsstykke, og som han havde skrevet på de sidste 30 år, var intet mindre end et filosofisk storværk. Quisling forestillede sig tre omfattende bind. Det første skull
