Om at rejse sig fra de døde

Lige siden Sine Bang Nielsen i 2021 udgav den voldsomme og voldsomt rørende digtsamling SOL, om livet med et barn, der bliver diagnosticeret med infantil autisme, har jeg ventet på mere fra forfatterens hånd. Og nu er der så endelig nyt: Krater hedder Sine Bang Nielsens nye udgivelse. En hybrid, der blander dagbogslignende notater med forskningsresultater og psykologiske tests, fotos, blyants- og plantegninger.
Det lyder muligvis forvirrende, svært tilgængelig også, men det er langtfra tilfældet. For Sine Bang Nielsen skriver med en klarhed, der er de færreste forundt. Ukompliceret uden at være forsimplet, nøgternt uden at virke koldt.
Som i digtsamlingen SOL er det livet som mor til et stærkt omsorgskrævende autistisk barn, der er på spil.
»Jeg er bundet til min plads på skolebiblioteket. Herfra står jeg til rådighed. Hvis jeg skal på toilettet lægger jeg en post-it på min plads, ’På toilettet’, står der, så ved mit barn hvor jeg er. [..] Og jeg tager min telefon med ud på toilettet og lægger den på kanten af håndvasken, indenfor rækkevidde, hvis de skulle ringe fra skolen. Uafbrudt til rådighed, her og der.«
Forfatteren