Det grå lys om morgenen: helvede!
Der er meget godt at sige om Jørgen Leth, og det er der sandelig også blevet. Selvudslettende kan man heller ikke ligefrem sige, at digteren, filmskaberen og cykel-mytologen er. Ingen ydmyge attituder her, ingen falsk beskedenhed der.
Hvilket altså er ret befriende i et dansk kunst- og kulturliv, hvor den slags er ugleset, ja, ligefrem kontroversielt. Men Leth har altid sat sit arbejde højt, ja, så højt at han i sin tid valgte familien fra for at dyrke sin inspiration og sine værker, der blandt meget andet har kredset om kvinden som æstetik og begærsmål. Indimellem på provokerende vis. Hvem husker ikke de to højeksplosive sætninger fra 2005-selvbiografien Det uperfekte menneske: »Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret«.
Nu er Leth en gammel mand. 87 år. Men den kunstneriske selvagtelse er intakt. Det tyder det i hvert fald på, når nu han har ment, at offentligheden da skal have adgang til nogle af de private notater, han gennem årtierne har skrevet i sine feticherede notesbøger.
Det er blevet til Linjer der bevæger sig, og om udgivelsen skriver forlaget, at den samler »over 100 særligt udvalgte notater fra Jørgen Leths notesbøg
