Man kan godt afvise moralisme i litteraturen og på samme tid diskutere forfatterens suverænitet

Her fra min høje hovedstol kan jeg se, at der for øjeblikket udspiller sig en stor debat i det litterære miljø i Danmark. Den begyndte med udgivelsen af Tomas Bobergs bog Insula, men handler nu om noget andet og mere. Den handler om litteraturens forhold til og indvirkning på virkeligheden. Den handler om, hvem der bestemmer, hvad der er fiktion.

Insula handler om Tomas Bobergs liv og oplevelse med at bo i en kortere årrække på Fejø. Mange fejøborgere følte imidlertid, at bogen ikke kun fremstillede dem karikeret, men også overskred anstændig udgivelsespraksis. Kritikken gik især på, at Boberg havde gengivet folks udseende, bolig og arbejdsforhold forholdsvis én til én med virkeligheden, men samtidig havde tillagt disse “karakterer” fiktive ord, intentioner og historier. Især blev det opfattet som dybt problematisk i forhold til de børn, der ufrivilligt optrådte i bogen. Efterfølgende, og forstærket af Katrine Diez’ bog I egen barm, begyndte debatten at ulme.

Dette indlæg skal ikke ses, læses eller forstås som et angreb på en kollega. Tværtimod synes jeg at Boberg, intentionelt eller ej, er lykkedes med lige præcis det, som jeg synes er en vigtig del af det litterære virke, nemlig at udfordre konsensus.

Til gengæld kan dette indlæg godt ses, læses og forstås som en problematisering af de holdninger, der i dønningerne fra hans bog kom op til overfladen fra mange forfattere, forlæggere, redaktører, journalister og meningsdannere. Jeg synes, mange var meget hurtige, alt for hurtige, til dels at affærdige fejøborgernes indsigelser, dels til at erklære enhver kritik og debat af både bog og udgivelsespraksis forkert, usolidarisk, unødvendig eller decideret dårlig stil.

Som autofiktiv forfatter er det mig næsten umuligt at lade være med at reagere på de enstemmige affærdigelser, fordi min genre netop ofte beskæftiger sig med konsensus og tabu. Det gælder, når vi skriver om “de andre”, men det må nødvendigvis også gælde os selv og det litterære miljø, vi er en del af.

Reaktionen på fejøborgernes indsigelser kom fra et magtfuldt sted.

For det første må enhver debat om litteratur vel i princippet bydes velkommen, uagtet hvor udfordrende den kan være. Debatten er åbenlyst nødvendig, fordi der er et åbenlyst behov for at tale om magt og etik ikke kun i autofiktionen, men i bogbranchen som sådan.

For det andet må vi konstatere, at der med Insula er sket enten et brud på etik, eller en udfordring af den etik, forfattere og forlag opererer under. Der er nogen, der er blevet kede af det. Der er nogen, der føler sig udstillet, der er nogen, der føler, der er blevet begået et slags overgreb. At man fra forlag og forfatters side reagerer ved at sige “tudekiks” er påfaldende. Jeg kan også sige det på denne måde: Gyldendal profilerer sig på at ville udgive marginaliserede stemmer og ved at give plads og rum til de erfaringer, der traditionelt set ikke er kommet til orde i den offentlige debat. Bare ikke hvis den kommer fra nogen, der udfordrer eller angriber Gyldendals selvopfattelse som “god” (uh, jeg er grov nu) (men jeg kan sagtens blive grovere). Hvis man er “woke” for én, må man være “woke” for alle, inklusive udkantsdanmark.

Simon Pasternak, skønlitterær chef for Gyldendal, skriver i et af de mange opslag og kommentarfelter om denne sag på nettet, at (etik) »i sidste ende er forfatterens afgørelse«, og så er der jo ikke mere at tale om. Fatter, jeg mener forfatteren, ved bedst. I denne litteraturforståelse er etik ikke et fælles anliggende, men noget, som bor færdigudviklet inden i forfatteren, noget som tilhører forfatteren, og noget som ikke kan/må betvivles. En mur af litterater hvisker »forfatteren er suveræn, sssshh«.

Og jeg forstår det faktisk godt. Forfatteren skal være fuldstændig fri til at udfordre, til at kritisere og til at beskrive, fordi det er forfatterens rolle at udvikle tanken. En forfatter må “tænke godt” og for at kunne gøre det, må forfatteren acceptere, at det ofte ligger i den nye tankes natur af nedbryde den gamle tanke. Der er noget destruktivt i den nye tankes væsen, og dette destruktive må accepteres som fundamentalt for forfatterens praksis.

Jordan Peterson siger det bedst: »For at være i stand til at tænke godt, må man være villig til at risikere at såre nogen«. Enhver moralisme i litteraturen må derfor kategorisk og nødvendigvis afvises. Ja! Men! (og nu har jeg lige flere tanker i hovedet på samme tid): måske er der også, samtidig, en gammel tanke her, som trænger til at dø? Tanken om forfatteren som suveræn og som ikke-indlejret i sine omgivelser?

Jeg argumenterer for omtanke.

Jeg skriver autofiktion, jeg har selv boet på Fejø, jeg har selv overtrådt etiske grænser i mit forfatterskab til stor fortrydelse for både mig selv og andre. Pilen peger ikke kun på Tomas Boberg, den peger også på mig, den peger på forlagsbranchen og på litteraturmiljøet.

I andre landes litteraturmiljøer (for eksempel i Norge) og i andre brancher (for eksempel i comedy) har man været villig til at tage et godt, langt, hårdt blik på sig selv og stille sig selv nogle ubehagelige, men også nødvendige spørgsmål.

Vi lever nemlig i en tid, hvor selvrefleksion er blevet en dyd. Og i denne fagre, fine nye tid, er det blevet helt normalt at diskutere for eksempel fastelavnsudklædninger, mikroaggressioner eller hvordan statuer i det offentlige rum ekskluderer nogle mennesker fra “det fælles”. Andre folks erfaringer og følelser betyder noget. Nogle gange for meget - helt klart ja! - men måske også nogle gange for lidt.

Hvis nogen siger, at nogle andre har optrådt uetisk, og at deres grænser er blevet overskredet på en måde, som næsten føles voldelig, er vi så ikke nået dertil, at vi i det mindste lige stopper op og tænker over det?

Min egen oplevelse af at bo på Fejø er ikke ubetinget positiv, hvilket jeg har skrevet om i min bog Vølve, men jeg har et indgående kendskab til øen og til dens beboere. Det berørte mig derfor dybt at læse deres statusopdateringer og interne diskussioner i forbindelse med debatten nu. Det er mit indtryk, at mange følte sig angrebet og forrådt, ikke mindst af selve “kultureliten” som optrådte direkte mobbende. Jeg så det selv. Jeg så, hvordan deres følelser og oplevelser af situationen blev negligeret, latterliggjort og slået hen i kommentarspor og i medierne. Jeg læste om, hvordan fejøborgerne »bare skulle tage sig sammen« eller »være glade for overhovedet at blive skrevet om« eller modsat »ikke tro at alting handlede om dem«. Fokus var, og er, i de igangværende diskussioner: forfatteren, litteraturen.

Jeg argumenterer på ingen måde for begrænsning, jeg argumenterer for omtanke. Der er sket nogle forandringer i samfundet - en ny opmærksomhed, en ny sensibilitet - og det betyder, at mange af os skal i gang med et større erkendelsesarbejde. Det gælder for os som privatpersoner, og det gælder for os som branche.

I en af mine bøger skrev jeg om et foredrag, jeg holdt. Jeg beskrev, hvordan der på første række sad et overvægtigt par, jeg gik i detaljer med at beskrive dem. Det faldt nogle af mine læsere for brystet, og der opstod en (ret ubehagelig) (og tak for det) diskussion på de sociale medier om scenen. Jeg reagerede ved at gå i vildt forsvar og argumenterede for, at folk også kan blive FOR følsomme, og at jeg som forfatter jo nødvendigvis måtte have friheden til at beskrive virkeligheden, som den helt objektivt var: der sad et overvægtigt par til mit foredrag. »Jeg skal jo ikke til at kuratere virkeligheden, så den ikke sårer jeres følelser«, og »jeg skriver kun det som er nødvendigt«.

Diskussionen fik mig alligevel efterfølgende til at tænke over, hvordan jeg havde beskrevet parret, og hvorfor jeg havde beskrevet netop deres fysik, som jeg havde gjort. Jeg blev, på godt gammelt dansk, opmærksom på min egen internaliserede tykfobi. I de efterfølgende oplag af bogen valgte jeg at ændre scenen, hvilket er hverken uhørt eller usædvanligt i branchen.

Vi bliver af læsere eller af en debat gjort opmærksomme på noget, vi før ikke var opmærksomme på, og vi udvikler os. Jeg fristes til at sige »værre er det jo heller ikke« og »slap af«. Samtidig er der, naturligvis, ting jeg for min død ikke vil ændre, og som jeg for evigt vil forsvare at have skrevet om.

Et forlag hyrede engang en advokat til at gennemlæse et manuskript. Jeg fik det tilbage fuld af understregninger, men valgte alligevel at lade bogen gå i trykken stort set som den var.  

Heller ikke dette er usædvanligt. Min pointe er, at arbejdet som forfatter er et bevidsthedsarbejde og at bevidsthed er noget der udvikler sig. Oftest i dialog med andre.

Den gode tænkning kræver så at sige at blive spillet op mod noget, uanset hvor isoleret og ensomt vi ellers arbejder til daglig. Det er voldsomt problematisk at forestille sig det anderledes, at tænke sig, at forfattere er en slags stivnede karakterer, der altid ejer moralen og etikken (og nødvendigheden) inde i dem selv og altid ved, hvad der er rigtigst at gøre.

Andre folks erfaringer og følelser betyder noget. Nogle gange for meget - helt klart ja! - men måske også nogle gange for lidt.

Da Insula udkom, hævdede både forlag og forfatter på den ene side, at bogen var ren skønlitteratur, og derfor anderledes i metode og etik end for eksempel journalistik eller antropologi. Og på den anden side, at bogen sagde noget vigtigt om de faktiske forhold i udkantsdanmark. Udtalelserne kom fra et kommercielt forlag, hvis ærinde er, trods selvforståelse, at sælge og markedsføre bøger på klassisk kapitalistisk vis. At hævde at en “roman” siger noget vigtigt om virkeligheden og om faktiske forhold har konsekvenser for et lille øsamfund på 500 borgere, som er afhængig af blandt andet turisme og nye tilflyttere.

Reaktionen på fejøborgernes indsigelser kom fra et magtfuldt sted. Den kom fra en etableret forfatter på Danmarks største forlag og fra chefen for den skønlitterære afdeling Simon Pasternak. Den kom fra journalister og fra indflydelsesrige kulturpersonligheder og fra andre forfattere.

Alligevel, og absurd nok, blev fejøborgerne omtalt som »magtfulde«, og diskussionen i byen blev hurtigt en diskussion om, hvor hårdt det kan være for københavnere at flytte på landet, »et vigtigt perspektiv« blev der sagt, »de lukkede øsamfund« måtte »tage et nødvendigt opgør med sig selv«.

Det ser ud, som om to forskellige forståelser af etik og litteratur strides med hinanden. På den ene side etik som forfatterens suveræne indsigt, afgørelse og nødvendighed - og på den anden side etik som en kollektiv forhandling.

Det forholdsvis unikke ved situationen omkring Insula er, at der kom et modsvar fra udkanten. Det er ikke første gang, det sker, hverken i Danmark eller i udlandet. Der har været store og brede diskussioner om f.eks Madam Nielsens og Vigdis Hjorts forfatterskaber. Men det er første gang, så vidt jeg ved, at modsvaret er kollektivt og ikke kommer fra de nære relationer.

Jeg har kontinuerligt skrevet om at flytte på landet/flygte fra landet. Det var derfor en vigtig øjenåbner for mig at følge med i fejøborgernes oplevelse af sagen, netop fordi jeg fik et indblik i, hvor fremmedgørende og udhulende, det kan opleves at blive gjort til “materiale”.

At se forfatteren som et ophøjet geni, det ultimative individ i individualismens guldalder, fuldstændig løsrevet og frigjort fra alle snærende bånd og forpligtelser, som gør det nødvendige og som altid har ret, og derfor altid kan gøre hvad der passer “ham”, er en gammel tanke.

Jeg finder denne gamle tanke yderst problematisk. Måske fordi jeg er en af de der pisseirriterende økofeminister der skriver bæreposeteoretiske bøger om, hvordan alting er forbundet. Måske fordi jeg dybt og inderligt tror på det partikulære som adgang til det almene. Måske fordi jeg anser autofiktionen som en direkte forlængelse af den orale fortælletradition, eller måske fordi jeg tror på, at vi rent faktisk kan forandre virkeligheden ved at skrive bøger. Jeg tror på litteraturen som aktivistisk praksis, som samtale mere end monolog. Og jeg er usigeligt træt af stereotypien om den unge, hvide, fordrukne, lidende, hæmningsløse digter på sit loftsværelse. Røvhulsadfærd er røvhulsadfærd både i litteraturen og i virkeligheden. Litteraturen har længe været patriarkalsk, paternalistisk, koloniserende, privilegieblind og udbyttende, og jeg er træt af det. Jeg tror ikke på, at det er sundt at “frede” nogen fra den kollektive granskning. Det gælder hverken politikere, rockstjerner, de ultrarige eller forfattere.

Forfattere er nogle af de økonomisk dårligst stillede borgere i samfundet. Men når vi skriver og udgiver bøger, sker der noget; vi får social kapital. Vi får så meget social kapital, at vi kan spise det til morgenmad. Social kapital er et privilegie.

En debat om forfatteres magt og indflydelse vil derfor måske være præget af en vis konservatisme fra vores egne rækker, eftersom dem med privilegier sjældent synes det er en god ide at diskutere deres privilegier. Det er ikke særlig rart, heller ikke for mig, at tale om en eventuel omfordeling af ressourcerne, når det kommer til mit privilegie. Litteraturens forhold til og indvirkning på virkeligheden involverer også forlag, redaktører, mediebranche. Disse kunne også passende begynde at stille sig selv nogle kritiske spørgsmål. Hvorfor skulle fejøborgerne latterliggøres så massivt? Var det fair? Hvorfor fandt så mange i branchen ikke kun debatten om Insula, men også den efterfølgende debat om litteraturens forpligtelse overfor virkeligheden så provokerende og så farlig? Hvilke sociale mekanismer var på spil?  Og hvem bestemmer egentlig, hvad der er fiktion og hvad der er virkelighed? Forfatteren? Forlaget? Et eller andet udefinerligt talent, en følelse i maven?

Simon Pasternak, skønlitterær chef for Gyldendal, skriver i et af de mange opslag og kommentarfelter om denne sag på nettet, at (etik) »i sidste ende er forfatterens afgørelse«, og så er der jo ikke mere at tale om. Fatter, jeg mener forfatteren, ved bedst.

Tavsliggørelse er en herskerteknik. Latterliggørelse er en herskerteknik. Er det ikke et problem, hvis en hel branche går i selvsving og mener, at den ikke kan kritiseres etisk? Er det ikke ubehageligt, når hele den herskende klasse sidder og griner af en klasse, som ikke har magt og indflydelse?

Det er en magt at skrive en bog og stivne en fortælling, definere en virkelighed. Det er en absolut magt, og den har omfattende konsekvenser. I min familie er nogle af vores bedste (og værste) fælles minder fastholdt i mine bøger og bøgernes beskrivelser har, uundgåeligt, forrang over det individuelle minde, som ofte er mere flydende.

Når vi skriver, påvirker vi minderne og fortællingerne imellem de mennesker, der optræder i bogen. Vi påvirker den officielle diskurs, “sandheden”. Det er min oplevelse, at autofiktionen kan være ekstra provokerende, fordi den piller ved den fælles virkelighed. Derfor skal man som forfatter kunne læse alle læsernes reaktioner.

I autofiktionen tager vi andre folks virkelighed og kværner den igennem vores eget bevidsthedsapparat. Vi tager noget, der ikke tilhører os. Det, der legitimerer den handling er, at vi fastholder positionen; jeg taler ud fra et mig, jeg beskriver hvad JEG ser, hvad JEG føler, hvordan JEG oplever en situation. Vi kan ikke gå “over i” andre mennesker på samme måde, som man kan i fiktionen (men vi kommer tit til at gøre det alligevel), vi kan ikke beskrive folks indre tanker og følelser, kun deres handlinger, og hvordan vi tolker dem. Vores absolutte og vores uigenkaldelige udgangspunkt er JEGET. Derfor har jeg tit i anmeldelser fået at vide, at jeg er selvoptaget, noget jeg ærligt talt betragter som et succeskriterium. Jeg bruger mig selv, min krop og min bevidsthed som et redskab og som en teknik. JEGET er den prisme, jeg bruger til at belyse noget.

Fordi dette “jeg” er så afgørende i autofiktionen, har debatten anfægtet mig ikke kun personligt, men især professionelt. Selvfølgelig skal en autofiktiv forfatter kunne stilles til regnskab og stå på mål for sit virke. Ikke kun fordi vores arbejde er bundet til virkeligheden, men også fordi vi nødvendigvis må udvikle os, lære, blive klogere, tænke nye tanker. Jeget er afhængigt af det.

Jeg oplever autofiktionen som en dybt etisk praksis, fordi den er i dialog med sin omverden, med virkeligheden. I autofiktionen ælter jeg noget rundt inden i mig selv for så at sende det tilbage ud i det kollektive, til debat og diskussion.

At forstå etik som monolog og at forstå litteratur som en indadvendt eller forfinet praksis, modsat en mudret, smadrende, æltende, væltende, forsøgende og dialogisk praksis, er i mine øjne dét, der er på spil i denne debat.

Og derfor tror jeg, at dette er debatten, der ikke vil dø. Så omend jeg finder det dybt sympatisk, at et forlag (og et litteraturmiljø) vil “passe på sin forfatter” og “beskytte litteraturen”, så anser jeg netop denne beskyttelse for et problem for litteraturen i almindelighed og autofiktionen i særdeleshed.