Identitetsfiskestangen

Det er befriende og helt nødvendigt, at feltet af skønlitterære debutanter i Danmark i de senere år er blevet mere mangfoldigt. Det er næsten sensationelt i en tid, hvor den sociale mobilitet i det danske samfund har været generelt stagnerende, at dette netop ikke gælder på et traditionelt ellers så eksklusivt og om sig selv lukket felt som det litterære. 

Det er faktisk blevet nemmere for folk, der ikke er født ind i kultureliten, at blive skønlitterære forfattere. Det er blevet nemmere for folk med minoritetsbaggrund. Det er blevet nemmere for kvinder. Det er en succeshistorie uden lige, må man bare konstatere (selvom arbejdet selvfølgelig aldrig slutter, for så snart man bilder sig ind, at det slutter, gør man sig skyldig i selvgod privilegieblindhed). Man kan ikke andet end glæde sig over, at de kulturvogtere, der unægtelig stadig afgør, hvilken kunst der skal møde offentligheden, og hvilken der ikke skal, er blevet sig deres ansvar mere bevidst.

Eller er de?

Hvis man kigger på Gyldendal, landets ældste og ifølge nogle også det fornemste forlag, kan det ved første øjekast se ud, som om chef for den skønlit