Altid både på ude- og hjemmebane
Thomas:
Med klasse mener jeg nok i virkeligheden flere ting; men jeg har virkelig ofte tænkt over dét, som jeg nærmest vil kalde en fetichering af mønsterbryderne. Journalister og læsere af mine bøger hæfter sig altid ved mønsterbryderfortællingen i mine bøger, selvom de to første egentlig begge ender ret håbløst, og med at mønstrene gentager sig selv igen og igen. Tror, det er fordi min hovedperson i bog to ender med at flytte væk, at folk har det håb, men sandheden er jo, at de færreste bryder helt fri. I min nye bog ankommer han til København, han kan ikke finde et sted at bo, han kender ikke koderne, han spørger om rullepølse hos nogle meget velhavende mennesker, han kan ikke finde ud af det. Det er ren og skær overlevelse.
Kender du til, hvad jeg mener, når jeg snakker om den fetichering af mønsterbruddet, Glenn? Det er jo en vigtig fortælling, fordi den er håbefuld og vigtig, men nogle gange kan det virke som om, at den også lidt er noget middelklassen elsker at dyrke for at opretholde deres selvforståelse som borgere i et velfungerende velfærdssamfund, der griber folk, sikkerhedsnet und so wieder. Er meget nysgerrig
