Er kultur stadig velfærd?
Der findes et billede fra 1955 af to mænd i vandet på Fanø. Den ene med en cigar i mundvigen, den anden med et viltert, hvidt hår. Den ene mand er Viggo Kampmann, som fem år senere skulle blive Danmarks statsminister og proklamere, at han gik mere op i litteratur end politik. Den anden, Julius Bomholt, blev landets første kulturminister året efter Viggo Kampmanns overtagelse af statsministerembedet. Begge socialdemokrater. Og begge med en vision for et humanistisk snarere end et økonomisk funderet velfærdssamfund.
I et samfund med større materiel tryghed og fritid til borgerne stod det fra starten klart for Socialdemokraterne, at velfærdsprojektet ikke kun skulle tage afsæt i økonomiske argumenter. Det skulle legitimeres på et mere åndeligt plan. Derfor satte en gruppe politikere og intellektuelle sig ned og skrev et Forsvar for Velfærdsstaten knap et år efter Kulturministeriets fødsel. Et forsvar, der, ifølge socialdemokraten Ivar Nørgaard, også indeholdte fremtidsprofetier, som at »undervisningsministeriet og kulturministeriet vil blive mere betydningsfulde ministerier end finans- og økonomiministeriet.«
»Det må også være en samfundsopgave at sikre den ånd