Velfærdsstaten kan ikke give dig et lykkeligt liv

Socialforskere har gennem tiden spekuleret hovederne af led over spørgsmålet: Hvordan sikrer man frihed og orden på samme tid? Hvordan lade mennesker udfolde sig utvungent og samtidig lige være inde over og sikre sig, at de har det nogenlunde godt? Det er slet ikke nemt at være stat. Man famler rundt efter løsninger, og det er næsten umuligt at hjælpe nogen uden også at låse dem fast i rammer, de ikke har lyst til at være i. På den måde er velfærdsstaten lidt som bjørnen, der af venlighed vapper fluen væk fra mandens ansigt og kommer til at slå både flue og mand ihjel.

Eller er den karakteristik for hård? Alternativet til en universel velfærdsstat er vel værre: galopperende ulighed, sygdom og død, det rene anarki, den stærkestes ret. Det kan godt være, den danske velfærdsstat ikke er i stand til at drage nok omsorg for især de mennesker, der virkelig har brug for det, men uden velfærdsstaten ville situationen vel værre endnu mere brutal? Måske handler det om, at vi med tiden er kommet til at tro, staten kan hjælpe os med mere end de rent materielle fornødenheder. At staten så pludselig også skal sørge for kærlighed og omsorg, selvom den slags er lige lovlig meget forlangt