»Det føles næsten som at være ude«
Nåletræerne står spredt omkring på højen, hvor små klippefremspring bryder jordoverfladen og får det til at ligne et stykke vild natur, dybt inde i vildmarken, uberørt af mennesker. Men denne skov er lukket inde bag et trådhegn, en fem meter høj, glat betonmur, og så endnu et trådhegn. Kun hvis man kigger i en helt bestemt retning ud af vinduet, kan man undgå at se tegnene på, at dette er et fængsel. Drejer man hovedet, løfter blikket en anelse, ser man et glimt af et hegn, et overvågningskamera, en lysmast. Muren, den på én gang symbolske og helt materielt tilstedeværende grå mur, lurer altid ude bag trækronerne som en skygge, en midgårdsorm, der snor sig gennem landskabet og hegner området ind, det ved man, det sidder i baghovedet. På vej ned til værkstedskomplekset eller idrætsbygningen får man øje på et stykke af den mellem to stammer, et diskret, massivt stoneface, der siger: Du kommer ikke ud.
Vi befinder os i Norge, i Halden Fengsels afdeling C, i Navigatorafdelingen, hvor de indsatte, der er særligt motiverede for at få deres liv på ret køl igen, bor. I denne afdeling lærer man at begå sig i livet uden for murene, deraf navnet. Man lærer at navigere i det
