Kunst er kunst
Som Søren Fauth skriver i essayet Åndenød i det nye nummer af ATLAS: »Kunstens adelsmærke er, som Arthur Schopenhauer siger, at være unyttig.« Eller som Vladimir Nabokov udtalte i et interview med Die Welt i 1974: »I don’t even know who Mr. Watergate is.« Underforstået: Kunsten og dens udøvere hverken kan eller skal stilles til politisk ansvar for noget som helst.
Kunsten har ingen forpligtelser. At forvente af kunsten, at den skal kæmpe for nok så ædle politiske sager, risikerer at gøre den til instrument for noget andet end sig selv, og så er der ikke længere tale om kunst. Så er der tale om et redskab for et budskab.
Og som Per Aage Brandt udtaler i interviewet med professor ved kunstakademiet Ferdinand Ahm Krag i det nye blad, så er kunsten og humanismen netop områder, der ikke er defineret af magt- eller pengerelationer. Kunst er ikke en magtkamp. Kunst er bare kunst. Den besidder, når den er bedst, et poetisk eller metafysisk erkendelsespotentiale, der overskrider identære polemikker og udstiller budskabskunst som magtudøvelse.
Kunst er ikke en magtkamp.
Der er ingen tvivl om, at det er af højeste nødvendig
