Moralsk kunst versus slyngelæstetik

Banal klimakritik: Still fra Flooded McDonald’s, Superflex 2009.

Essay

16.06.16

Det er ikke kunstens opgave at være en moralsk aktør. Kvalificeret samtidskunst udmærker sig ved at være kritisk og især selvkritisk. Kunst der med gode intentioner via feel-good-projekter udøver en blød kritik ligger helt inden for den neoliberale logik. Sentimental og banal venstreorienteret kritik af fx klimapolitik og fast food, er eksempler på sådan moralsk kunst. Thomas Altheimer efterspørger kunst, der går slyngelæstetisk til værks og systematisk og aggressivt udfordrer det bestående.

Thomas Altheimer

»If we are looking for something radical, it is not always about shocking people. It is about being more pernicious, about getting under people’s skin (…) Finding a real sub-culture is more important now than just calling something the new ‘avant-garde’.« Leder af Institute of Contemporary Arts, Gregor Muir, i The Guardian, 24. januar, 2016.

I samtidskunsten betoner højprofilerede, deltagerorienterede projekter kunstens nytte for samfundet og marginaliserede grupper. Skolebørn, flygtninge, hjemløse, transgenders, pensionister, øldrikkere og narkomaner er objekter for de gode kunstneriske intentioner. ”Socialt relevant” kunst har igennem i de sidste 20 år i stigende grad domineret samtidskunsten – i Danmark kulminerende med Statens Museum for Kunsts erhvervelse af en campingvogn fra Mændenes Hjem i 2013 inklusive blomstervaser, plastickopper og hynder, udstillet med titlen Fuck the Danish aktiverings police – USSR.

Tendensen følger bevægelserne i den internationale samtidskunst: Med tildelingen af sidste års Turner Prize til arkitektfirmaet Assemble sendte den engelske Turner Prize-jury et klart signal til samtidskunsten: det skal nytte. Assemble blev ti