En ensomhed på størrelse med Norge
Det er nærliggende at tro, at noveller er litteratur til tiden. At de med deres overkommelige længder og overskuelige indhold passer perfekt til en evigt accelererende og flimrende kultur.
Det er nu en overfladisk betragtning. Noveller er ikke, trods deres korte format, læsningens svar på fastfood, men kræver opmærksomhed, kræver tid, og kan i bedste fald give samme store, dybe oplevelse som en hel roman.
Det er i hvert fald derfor, jeg læser novellesamlinger. I håbet om at finde en enkelt lysende novelle, sådan som jeg har fundet dem hos mestre som Lydia Davis, Shirley Jackson, Kjell Askildsen.
Og sådan går jeg til alle novellesamlinger, med et håb og en drøm, og således også til Merethe Lindstrøms Arkitekt, der udkom på norsk i 2013 og nu kan læses i Jannie Jensens skridsikre oversættelse.
Lindstrøm brød igennem til en bredere læserskare, da hun året før udgivelsen af novellerne modtog Nordisk Råds litteraturpris for romanen Dage i stilhedens historie. En stram, fortættet fortælling om tavshed, ensomhed og ønsket om fællesskab, samhørighed og forståelse.
Det samme kan siges om de seks noveller i Arkitekt, der åbner med
