Den hidsiggule prik, det orangeskimrende grus

»Som Dreng skar jeg Skibe

og skød med Bue.

Jeg lærte mig selv at svømme

og var en Langvejsløber.«

Sådan åbner Johannes V. Jensen sit erindringsdigt fra 1931. Da var han 58. Jeg er 51 nu, og når jeg tænker på mine år som dreng, er det ikke træskibe, buer eller løb som træder frem, men en fodbold. Den fyldte alt i den lille by på Stevns, hvor jeg voksede op, og hvor der kun var to baner: en til træning og en til kamp. 

Mine brødre og jeg spillede og spillede. Hver forårs- og sommerdag til langt ind i skumringen og så tit som muligt gennem efteråret og den stikkende vinter, hvor mørket kom alt for tidligt. 

Så derfor gik vi op forbi vores genbo, der var kasserer i klubben, og fik ham til at tænde projektørerne højt over banerne. Og efter det mekaniske smæld det gav, når strømmen nåede lamperne, kunne vi spille videre under det grelle, kunstige lys. 

Fodboldpassionen varede ved, også på eliteholdet i Køge, som jeg rejste til og fra på cykel og med tog og bus. Jeg var vel en god teknisk funderet offensivspiller, men da drømmen om landshold og Serie A i Italien fortonede sig i de sene teenageår, fortsatte jeg på et meget lavere niveau. Men mås