Håb for postapokalypsen
Internettet er nede. Strømmen er gået. Der er intet vand i hanerne. Døde fugle skvulper i vandoverfladen, kæledyr slås, og flokke af dyriske børn løber rundt i gaderne. Petra Jakobsen bruger sine dage på at samle mad, fornødenheder og luksusvarer til sine venner og bekendte. Vibeke Grønfeldts nye roman integrerer uden problemer utopiske elementer i dystopigenren. Og dét er der brug for i en tid, hvor dystopi ikke føles så fiktivt længere.
Statsstrukturens kollaps i kombination med klimaets er ikke et nyt tema i litteraturen. Indsamling af konserves fra tomme huse i Lufthavet kan minde om f.eks. Cormac McCarthys The Road, hvor næring fra præapokalyptisk dåsemad er et tema. Men i Lufthavet kan planter stadig gro, og dyr kan stadig spises. Død er forbundet med liv lige fra romanens første side:
»Hun vækkes af suset af vildgæssenes lange seje vingeslag. Lyden bærer hende med de tunge fugle ud mod havstokken, hvor mange døde gæs og svaner stinkende skvulper i uventede mænger af frisk blæretang. / Lugtesansen er flygtig og overkommelig.« Døde fugle stinker, men nye kommer til og flyver videre. Livet er flygtigt, men Petra står op hver morgen og d
