Filmfortællingens anatomi
Sidste år så vi, med Alfonso Cuarons Gravity, en thriller, der plotmæssigt var båret frem af den ene deadline efter den anden, som eksempelvis når Sandra Bullock, med en begrænset mængde ilt, skulle nå fra en satellit til et rumskib. Det fungerede særdeles godt, men kun fordi, der var en emotionel dybde under de ydre plotmekanismer. Historien fungerede, fordi Bullock havde mistet sit barn og ikke bare måtte kæmpe for at overleve, som hun hang der ude verdensrummet, hun måtte samtidig kæmpe for at finde viljen til at leve. Bullocks depression forblev dog i baggrunden som en svag grundtone i filmens harmoni.
Her, et sted i spændingsfeltet mellem overfladisk thrillerplot og karakterdybde, hænger også britiske Steven Knights anden spillefilm, Locke, og svæver. Knight vil med Locke undersøge filmens grundelementer. Hvor få lag kan en filmfortælling egentlig bestå af? Hvad er det allermest nødvendige? Knight fandt frem til, at han kun behøvede én karakter og én location. Tom Hardy spiller Ivan Locke, som er den eneste karakter, vi ser igennem filmens knap 90 minutter. I filmens første scene stiger han ind i sin bil og forlader den ikke igen før filmen