Skrivning er tænkning
Den amerikanske forfatter og journalist Joan Didion skrev sådan her i essayet Why I Write i 1976:
»Jeg er ikke akademiker. Jeg er slet ikke intellektuel, og med det mener jeg ikke, at jeg rækker ud efter min pistol, når jeg hører det ord, jeg mener bare, at jeg ikke tænker abstrakt. I årene, hvor jeg studerede på Berkeley, prøvede jeg med en slags håbløs ungdommelig energi at anskaffe mig et midlertidigt adgangskort til ideernes verden, at omdanne mit sind til ét, der kunne tænke abstrakt.«
Efter noget tid måtte Didion erkende, at det dér med at tænke nok ikke var noget for hende:
»Jeg vidste, at jeg ikke kunne tænke. Alt jeg vidste dengang var, hvad jeg ikke var, og det tog mig nogle år at finde ud af, hvad jeg var. Nemlig forfatter.«
Med vanlig sans for det underspillede skildrer Didion sig selv som et slags simpelt, tankeløst redskab for skriften. Et sanseapparat udstyret med et par hænder, som mekanisk videreformidler sanseindtrykkene ved at slå på nogle skrivemaskinetaster og skabe nogle ord og sætninger på papir.
Det kan lyde lidt falskt beskedent, for selvfølgelig tænkte Didion også - uden tvivl langt skarpere og