Verden er et tegn, jeg er nødt til at læse

»Jeg er ked af, hvis jeg har givet dig det,« sagde min far en dag for nogle år siden. 

Min far har vist aldrig fundet et navn til det. Han er fra en anden generation end mig. Han er opdraget katolsk. Han er uddannet maskinarbejder og tidligere militærmand. Hans egen far døde, da han var atten. Jeg er barn af 90’ernes middelklasse, opfostret på selvhjælpssødme, svøbt i opsvingsvillakvarterernes tæppe, verden er min legeplads. Derfor gik jeg også på gymnasiet og senere universitetet, hvor jeg fandt nye sprog til at prøve at forstå det.

Min far har ikke brug for at tale om det hele tiden. Han fiskede det væk. Han gik de jyske kyster tynde (filten under hans wadersstøvler mod sandet til rytmen af morgenbølgeslagene, og spændte benmuskler for at holde balancen, mens havet pressede mod hans midlertidige ben af gummi).

Jeg fortabte i mig arbejdet med at sikre mig, at