Mellem omvandrende umulighed og supermenneske
Folk siger, at autisme både er en gave og en forbandelse. Det kan man jo selvfølgelig sige om alt her i livet, men der er nu alligevel noget sandt over det. Autisme er på mange måder en fornøjelse, nogle gange en tvivlsom en af slagsen, lad os sige det sådan. For mennesker, der lever sammen med autister, er det sidste i hvert fald tilfældet. Det kan min kæreste tale med om.
Der er blevet skrevet utallige bøger om, hvordan man lever med sin autisme. Bøger, der har hjulpet både mig selv og mine forældre med at forstå og håndtere mine egne udfordringer. Det er selvfølgelig altid en god start, men på et dybere, personligt niveau har jeg endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg selv forstår og forholder mig til autismen. Selvfølgelig har jeg taget stilling til at acceptere den og komme videre. Det er det første, man bør gøre, før man overhoved begynder at bearbejde noget som helst. Men når det kommer til at forstå min egen autisme, at forholde mig til den og reflektere over den, har bøgerne ikke hjulpet synderligt meget.
Jeg kan huske, at jeg følte mig meget anderledes i skolen, uden at jeg helt kunne sætte fingeren på hvorfor. Jeg havde
