Skyldige nætter

2019 har for mig været et år uden meget søvn. Så lidt, at det egentligt føles som ingen søvn. Det er blevet bedre, bestemt, men stadig ikke helt godt. Egentlig startede det allerede sidste år, i foråret. Det er noget med en mere eller mindre uforklarlig hudlidelse, kløende, stærkt kløende. Måske var det stress, sagde man. Det er umuligt at sige. Det sagde man også. Måske var det det speciale, der skulle skrives. En fase af livet, der skulle afsluttes. Udsigten derefter så mørklagt, at det har holdt mig vågen. Måske. Jeg ved det ikke. Årsagen er egentligt også ligegyldig.

Det væsentlige er de mange nætter, der er forløbet nogenlunde som den her, der ubemærket blev til en morgen i juli:

I nat råbte jeg i frustration, sparkede til en dør, bankede knyttede næver mod skråvæggene. Så græd jeg. Længe. Stod op, badede min hud i køligt vand, smurte den, først med kløestillende steroider, så med fed creme. Det modarbejder den pergamenthud, der er en bivirkning ved binyrebarkhormonerne. En ond cirkel. Klokken var halv fem. Endnu en dag, udtrukken, hvor det bliver en kamp at være til stede. I live. Det er patetisk, men sådan er det. Det er også bare den evigt spændte kæbemus