Print artikel

Skyldige nætter

Søvnguden Hypnos. Illustration: Kasper Mikael Jacek
Essay
05.01.20
Søvnløsheden er som en funklen uden bund, på én og samme tid en forbandelse og en gave, et resultat af kapitalismens ubønhørlige krav og et reservoir fuld af stor kunst.

2019 har for mig været et år uden meget søvn. Så lidt, at det egentligt føles som ingen søvn. Det er blevet bedre, bestemt, men stadig ikke helt godt. Egentlig startede det allerede sidste år, i foråret. Det er noget med en mere eller mindre uforklarlig hudlidelse, kløende, stærkt kløende. Måske var det stress, sagde man. Det er umuligt at sige. Det sagde man også. Måske var det det speciale, der skulle skrives. En fase af livet, der skulle afsluttes. Udsigten derefter så mørklagt, at det har holdt mig vågen. Måske. Jeg ved det ikke. Årsagen er egentligt også ligegyldig.

Det væsentlige er de mange nætter, der er forløbet nogenlunde som den her, der ubemærket blev til en morgen i juli:

I nat råbte jeg i frustration, sparkede til en dør, bankede knyttede næver mod skråvæggene. Så græd jeg. Længe. Stod op, badede min hud i køligt vand, smurte den, først med kløestillende steroider, så med fed creme. Det modarbejder den pergamenthud, der er en bivirkning ved binyrebarkhormonerne. En ond cirkel. Klokken var halv fem. Endnu en dag, udtrukken, hvor det bliver en kamp at være til stede. I live. Det er patetisk, men sådan er det. Det er også bare den evigt spændte kæbemuskulatur, de blanke øjne. Nu er klokken otte. Allerede udmattet, ventende på en mulighed for at lægge mig ned. Selvom man ikke kan sove, kan man stadig have svært ved at holde sig vågen. Det er søvnløshedens rum og tid.

Andre tidlige, alt for tidlige morgener har jeg været en smule mindre opgivende. Accepteret den tragiske skæbne, forsøgt at ranke ryggen, og bilde mig selv ind, at jeg nu kan få mere ud af dagen, end hvis jeg havde sovet til vækkeuret ringede.

Problemet er, at det sjældent går sådan. Dag og nat går i ét, skellet mellem et før og et efter forsvinder. Indimellem føles det, som om nogen trækker i begge ender af dagen, og kun den findes. Andre gange er natten det eneste, der er. Uanset hvad: udmattet og ude af stand til at gøre det, jeg føler, jeg burde. Jeg er endnu ikke lykkedes med at omfavne skæbnen, at få det bedste ud af det, som man siger.

Til gengæld har jeg tænkt. Særligt, når jeg har ligget dér og vendt mig desperat, ledt efter en ny og femte side at forsøge sove på, når de andre er afprøvet (Nabokov skriver om den søvnløse, at han leder efter en tredje side, men jeg regner både mave og ryg med). Nogle gange spekuleret grænsende til vanvid, men på de bedre dage, de bedre nætter, bare tænkt. På søvnen, ja, men mest af alt på fraværet af søvn. Det er jeg heldigvis ikke alene om. Forlaget Antipyrine har for nylig udgivet den britiske kunstkritiker Jonathan Crarys 24/7. Senkapitalismen og angrebene på søvnen; tidsskriftet Kulturos seneste temanummer er dedikeret til søvn.

*

Hvad mister vi, når vi mister evnen til at sove? Ikke drømmene. De migrerer bare til dagen i stedet, de insisterer på at findes. Særligt drømme om søvn.

Spørger man Crary er tabet stort. Det er ligefrem muligheden for modstand mod senkapitalismen, vi mister. Senkapitalismens tid er en tid hinsides urets tid, en »ligegyldighedens tid«, en »statisk redundans«. En 24/7-verden, kalder Crary det. En verden, hvor lysene aldrig slukkes. Når vi sover er vi til gengæld »befriet fra de simulerede behovs sump.« Søvnen er derfor, skriver han, »en af de store menneskelige fornærmelser mod den nutidige kapitalismes grådighed«; »en kompromisløs afbrydelse af kapitalismens tyveri af vores tid.« Søvnen håner og kolliderer med kapitalens logik. Vi hverken tjener eller bruger penge – i klassisk forstand – når vi sover. En rest af naturlighed, et behov, som moderniteten – begyndende ved oplysningsfilosofien (viden og indsigt, endda transcendens, kommer man ikke sovende til) – skæmmer, men som vi netop derfor må værne om som den skandale, søvnen ifølge Crary er.

Forbruget behøver selvfølgelig ikke søvnen, tværtimod, men forudsætter produktionen ikke søvnen, genopladningen, for at kapitalismen kan fortsætte sin (tom)gang? Der er selvfølgelig alverdens uppers, der gør det overmenneskelige muligt, men alligevel. Kapitalismen har (stadig) brug for søvnen, men helst så lidt, og så effektiviseret, som muligt. Det er paradokset.

Leonard Cohen har skrevet et sted, at den søvnløses sidste tilflugtssted er en følelse af overlegenhed over for dét, han kalder den sovende verden. Det minder mig om den tvivlsomme, men stolte ære, der som barn lå i at holde sig vågen længst muligt. Det er kun tabere, der sover, blev vi vist enige om på de her videoaftener. På en måde en skummel forudanelse om voksenlivet, samfundet i dag, hvor man, hvis man virkelig vil være noget ved musikken, må ofre lidt. Her er søvnen en oplagt ting at give køb på, og dem, der ofrer mest, indtager institutionernes troner og indkasserer den fede hyre. Men det er et valg, og på den måde vel mere en villet vågenhed end en ufrivillig, tvingende søvnløshed. Her er det ikke muligt for mig at mønstre overlegne fornemmelser. Sidste tilflugtssted er allerede væk.

Jeg er ude af stand til at producere, udrette noget, når jeg på det seneste har erfaret den udtrukne tid uden begyndelse og ende, som Crary beskriver, og på den måde også ude af stand til at leve op ’24/7-verdenens’ krav. »Uden søvn ingen indsats den kommende dag«, som Cecilie Ullerup Schmidt kort og godt skriver i en artikel om affektivt og reproduktivt arbejde i senkapitalismen, trykt i Kulturos temanummer. Søvnen er derfor, argumenterer hun for, ikke en undtagelse og et frirum, hvor vi ikke arbejder, men et usynligt arbejde, der betinger og muliggør det synlige og produktive ditto.

At sove dårligt er også ikke at kunne finde sin rette plads. I sengen, i verden. Den søvnløse vender og drejer sig, som man siger, i håbet om at finde den rette position, men oplever sjældent, at det lykkes. De sovende, til gengæld, de fikserer sig selv og falder ubesværet i søvn i en fikseret verden. En form for ligevægt, samhørighed.

Mens jeg læser Crary tænker jeg: Hvad nu hvis han tager fejl? Hvis det radikale, den store fornærmelse, omvendt er ikke at sove, men netop derfor heller aldrig helt at være vågen? Altid uproduktiv, aldrig regenereret. Jeg ved det ikke. Og skal søvnen overhovedet være radikal, værdiladet, omvæltende? Jeg ved det heller ikke. For Schmidt er der ingen vej uden om; søvnen må regnes for et arbejde på lige fod med dagens arbejde. Jeg ved bare, at hvis søvnen er det sidste bolværk, så er det for længst bristet hos mig. Det ser sort ud. Eller, andre gange, alt for blændende oplyst, uden skygger at gemme sig bag. Jeg er nok mere tilbøjelig til at være beskeden, når det kommer til søvnens revolutionære potentiale, og i stedet ubeskedent tænke på mig selv. At se søvnen som en betingelse for at holde sammen på mig selv, undgå at gå i opløsning: »Hvis ikke i livet, så i søvnen«, som Onkel Hawaii, et pseudonym, skriver i en grotesk novelle, også trykt i Kulturo. Dén sætning ramte mig, eller ramte noget i trætheden.

*

Søvnløshed er også ensomhed, eller i hvert fald et rum og en tid, hvor det for mig har været umuligt ikke at føle den. »Vi er sgu da alle sammen fælles om at sove hver dag«, siger digter Rolf Sparre Johansson – der har skrevet en hel digtsamling om søvn(løshed) – i en art søvnenquete trykt i Kulturo. Det er selvfølgelig på en måde rigtigt, men måske også grunden til, at det føles så tungt at frafalde de sovendes fællesskab, at komme i bad standing hos søvnguden Hypnos, alt det der. At sove dårligt er også ikke at kunne finde sin rette plads. I sengen, i verden. Den søvnløse vender og drejer sig, som man siger, i håbet om at finde den rette position, men oplever sjældent, at det lykkes. De sovende, til gengæld, de fikserer sig selv og falder ubesværet i søvn i en fikseret verden. En form for ligevægt, samhørighed. Det er selvfølgelig en rigid udlægning, skematisk, men det er manglen på søvn, der er skyld i det. Det er søvnløsheden nemlig også. En belejlig syndebuk.

Mine omgivelser, selv de perifere, har været støttende og fulde af gode intentioner, når de i anerkendende og medgivende toner har bedyret, at »det nok er stress«. Misforstå mig ikke. Det er vigtigt, at vi er nået dertil, at vi anerkender omfanget af stress og dens konsekvenser, men vi har endnu ikke fundet ud af, hvordan vi håndterer den. Sammen.

Og så kan man ligge dér og være stresset, bare stresset, men mest af alt stresset over at være stresset og spekulere på, hvordan man kommer af med stressen, indtil man åbner skærmen og googler efter svar. Mens man er der, kan man jo lige så godt udfylde den unyttige tid med noget nyttigt, svare på de mails, der egentlig kunne vente. Og så er natten igen oplyst, og den forsvinder ubemærket ind i dagen. Mens overgangen fra erotiske thrillers til TV-shop som det eneste tilbageværende i fjernsynet, markerede en sejr over natten og en mulighed for endelig at sige lægge sig til at sove på pubertetsdrengeværelserne, så er der i dag altid noget arbejde, man kan tage forskud på, et feed at tjekke, et afsnit mere at se.

*

Jeg kunne også være begyndt et andet sted, ikke med de nye udgivelser, men med de gamle. Så jeg begynder igen, ikke forfra, men igen: Når jeg har ligget dér uden at kunne sove, har jeg tænkt på søvnen, på fraværet af den. Til sidst givet op, tændt lys. Når frustrationerne er aftaget, har jeg hentet bøger ned fra hylderne. Læst og genlæst, ledt efter passager om søvnløshed. Hos Kafka, Joyce, Cioran og Céline. Til dels hos Woolf og andre, men mest af alt hos Blanchot. Det har været trøstende, på en måde, men har også konfronteret mig med noget, der ikke er senkapitalismens krav, men alligevel føles tvingende – et krav om at selvdisciplinere min søvnløshed, producere, bruge tilstanden konstruktivt, drage nye erfaringer, skrive dem ned, kort sagt, skabe noget. Kunst, måske. Bare en form for udtryk. Og så er vi tilbage ved at »få det bedste ud af det«, sætte miseren i sving, bruge den som en kilde og en kraft. Måske er det selvforskyldt, at jeg har det sådan. Måske er det psykiatere, Niels Brandt og andre velmenende, men nyttige idioter, der bærer en del af ansvaret. En bipolar diagnose gives som en gave, et løfte om, at du kan blive den næste Van Gogh. Eller måske bare en Grundtvig. Men det er en lidt anden og mere alvorlig historie.

I dag er der altid noget arbejde, man kan tage forskud på, et feed at tjekke, et afsnit mere at se.

Mange af de store modernister havde svært ved at sove, men formåede at bruge tilstanden konstruktivt, æstetisk. De fandt en art tredje vej mellem polerne vågenhed og søvn, mellem produktiv og uproduktiv. En unyttig produktivitet, kunne man kalde det. Virginia Woolf skrev ikke om søvnløshed, men om sygdom. At en smule feber, en influenza eller en tandpine, kan få uopdaget land, sjælens ørkener og ødemarker, til at træde frem. Sygdom rykker ved erkendelsen, ryster den, og det er befordrende for litteraturen. Det samme kunne man sige om søvnløsheden; den bliver en prisme, hvor tingene, som vi kender dem, fremstår i nyt lys. En prisme, som former og omformer verdener, og skaber nye – tågede og uklare, oplyste og krystalklare.

Når jeg kalder min søvnløshed en tragedie er det ikke kun en floskel. Sådan beskriver en læge rent faktisk insomni i en artikel fra 1923 – og i en tragedie er vi forudbestemt til at tabe, uanset hvor meget vi forsøger at snyde skæbnen. Også den rumænske filosof Emil Cioran, kendt for sine beske aforismer, betegner søvnløsheden som en tragedie, og beskriver videre, hvordan den får ham til at vandre omkring som et spøgelse. Og så skyder han med bittersød kynisme skylden for alt, han nogensinde har skrevet, på søvnløsheden. Her er søvnløsheden en forbandelse og en gave. Selv har jeg ikke formået at tage imod gaven.

For forfatteren og fattiglægen Céline er søvnløsheden ligeledes skriftens årsag, dens udspring: Med en ordentlig søvn, ingen litteratur, konkluderer han et sted og knytter videre søvnløsheden til sin ikke særligt overvældende vilje til liv, til misantropien og pessimismen, der til gengæld bliver drivkraften for skriften. Litteratur og livslede, det er hvad der kommer ud af søvnløsheden.

Hos Kafka er forholdet vendt på hovedet. Skriften kommer før søvnløsheden, ikke omvendt: »Jeg tror udelukkende denne søvnløshed skyldes at jeg skriver«, noterer han i en dagbogsoptegnelse fra oktober 1911, der er spækket med fantastiske formuleringer, drømme og syner. Han føler, i den søvnløse nat, at han har »lagt hovedet i et forkert hul.« Jeg ved ikke, om jeg forstår, hvad han mener, men jeg elsker det billede. Selv føler jeg mig mere som hullet, gennemtrængelig uden søvnen. »Om natten bliver jeg uhindret skåret over«, fortsætter han. »Alt håb er ude for denne nat«. Næste dags optegnelse begynder meget sigende sådan her: »Den samme nat, blot endnu sværere at falde i søvn.« Intet brud har fundet sted. Igen denne udtrukne tid. Kafka føler sig, kort sagt, »afvist af søvnen«. Det får mig til at tænke på Blanchot, der skelner mellem to typer nat.

Det er en lang og indviklet historie, men der er alligevel meget, der rammer mig, resonerer. »Den første nat er imødekommende«, skriver han og tilføjer: »Novalis skriver hymner til den.« Det er en nat, man kan forsvinde ind i, lade sig omslutte af, hvile i. Her kan man, kort sagt, sove. Den er lun, måske, i hvert fald sikrer den, at den følgende dag indfinder sig, forskellig fra natten. Det er dens væsentligste opgave, og i den forstand tilhører den stadig dagen, arbejdet, det nyttige og fornuftige. Det er regenerationen, »en bolig, en hule«, der muliggør, at hjulene kører rundt. Dagens »reserve og dyb«, skriver Blanchot også. Eller: »Alting ender i natten, det er derfor dagen findes.«

Den anden nat ender ikke. Den er som slottet i Kafkas ufærdige roman af samme navn: altid lige dér, inden for rækkevidde, men alligevel lukket, utilnærmelig. Man længes efter den, men når den ikke. Man erfarer kun denne umulighed af at trænge ind i den, hvile dér, og langsomt, men sikkert falde i søvn.

Og så skriver han det her, det smukkeste og mest rammende om søvnløsheden, som tilhører den anden nat: »Men i natten er den [anden nat] det man ikke kan forenes med, gentagelsen der ingen ende vil få, mætheden der intet ejer, en funklen af noget uden bund og uden dybde.« Sådan føles den uopnåelige søvn i søvnløsheden — som en funklen uden bund, uden dybde.

De søvnløse modernister er tættere på denne anden nat. Det er her, de adskiller sig fra deres forgængere, særligt romantikerne, der besynger opholdet lige inden søvnen, den søvn, man stoler på vil indtræde og hele alle sår. Hos Kafka og co. fortsætter natten, slutningen fortsætter.

At forsøge at gennemtrænge denne uigennemtrængelige andet nat. Det er inspirationen. Det er dét, der får dem til at skrive med en følelse af aldrig helt at nå i mål, lykkes. Et andet sted skriver Blanchot, at folk, der sover dårligt altid fremtræder en smule skyldige. Hvorfor? spørger han retorisk. Fordi de gør natten nærværende, drager den med ind i dagen. Set i det lys er litteraturen, den gode, også tynget af skylden. Den drager rester af det dybeste mørke med sig ind i lyset.

Vil du vide mere? Lyt til ATLAS Podcast og hør skribent Mikkel Thulstrup og vært Astrid Rifbjerg undersøge hvad det er for et rum, der opstår, når solen er gået ned, og alle de andre sover.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.