Du er ikke produktet, du er det efterladte kadaver

Det er en ofte gentaget sandhed, at kapitalismens modstandsdygtighed hviler på dens elasticitet, på dens evne til at iklæde sig tidens tendenser og mutere i overensstemmelse med dem. Men hvor tidligere udviklinger i kapitalismen, for eksempel Fords opfindelse af masseproduktionen, bestod i at spotte eller konstruere et nyt behov i befolkningen og skabe nye varer i overensstemmelse hermed, så er den kapitalismemutation, som Shoshana Zuboff søger at indfange i Overvågningskapitalismens tidsalder: Kampen for en menneskelig fremtid ved magtens nye frontlinje, der for nylig er udkommet i dansk oversættelse, snarere en pervertering af kapitalismen, hvor gensidigheden mellem sælger og forbruger er brudt.
I overvågningskapitalismens tidsalder er befolkningen nemlig ikke længere kunder, ikke subjekter for værdirealisering, men derimod objekter eller midler til indhentning af råmateriale i form af ‘adfærdsoverskud’, som kan sælges på et marked, vi ikke selv handler på. De reelle kunder er annoncørerne og de mange virksomheder, som gerne vil ‘investere i vores fremtid’. Og du kan også sagtens glemme klichéen om, at du er produktet