Lad der blive natur

Portræt af den kætterdømte dominikanermunk Giordano Bruno, som blev brændt i år 1600.

Kritik

29.11.21

Naturen er ikke et hængedynd, og verden er ikke en tom, forgængelig skal. I en lige dele kættersk og kildetro genlæsning af den kristne middelalder- og renæssancefilosofi graver Aksel Haaning i nyklassikeren ’Naturens lys’ et holistisk og samtidsrelevant natursyn frem.

Steffen Krejberg Knudsen

I 1600-tallet blev naturen drænet for ånd. Galileo Galilei erklærede i 1623, at Naturens bog er skrevet i matematikkens sprog, og lagde grunden til den naturvidenskabelige metode. René Descartes sagde »jeg tænker, altså er jeg« og skilte menneskets sjæl fra det legemlige, ånden fra materien. Sådan er vi vant til at fortælle historien om den moderne filosofis og videnskabs begyndelse – med Galilei, der gjorde naturen målbar, Descartes, der gjorde materien åndløs, og verdensbilledet, der blev mekanisk.

Med den historie er det ifølge filosofi- og videnskabshistorikeren Aksel Haaning »som om et usynligt sværd skiller den europæiske naturopfattelse omkring begyndelsen af det 17. århundrede.« For inden det mekaniske verdensbillede var der ånd i naturen. Den katolske kirke, der var den altdominerende kraft i middelalderens og renæssancens åndsliv, så ganske vist naturen som et problem.

Man satte det himmelske over det jordiske, vægtede skaberen over skaber