Print artikel

Når naturen (alligevel ikke) tager over

Foto: Andrew Stuart
Feature
06.04.20
Falske og autentiske historier om dyreliv, der indtager verdens byer mens menneskene er i coronakarantæne går viralt. Hvorfor er vi så fascinerede af fortællinger om, at naturen tager jorden tilbage på vores bekostning?

Den 16. marts postede Twitter-brugen @ikaveri tre fotos fra et mennesketomt Venedig. Billederne, som hun ganske vist ikke selv havde taget, viste krystalklart vand i de ellers grumsede kanaler nu hvor vaporettoen ikke længere sejler rundt og sviner vandet til, man kan endda se fisk på bunden. Hun postede også et billede af hvide svaner, der efter flere års fravær pludselig var vendt tilbage. På kort tid havde hun fået mere end 1 mio. likes.

Dagen efter kunne en anden bruger, @Luca47S, endda dele billeder af delfiner, der var søgt helt ind i den stille laguneby. Og en tredje bruger, @Spilling_The_T, delte den 18. marts et billede af en gruppe elefanter, der uforstyrret forlystede sig blandt teplanter i en landsby i den kinesiske Yunnan-provins. Begge posts fik på kort tid titusindvis af likes.

I menneskenes fravær under coronapandemiens karantæner og udgangsforbud har dyrelivet set sit snit til at tage en lille bid tilbage af det land, som vi ellers har bemægtiget os. Naturen har simpelthen trykket på the reset button, som @Luca47S skrev.

Bortset fra, at det ikke helt passer.

Få dage efter rykkede National Geographic nemlig ud med en artikel, der kunne afskrive historierne som fake news. For selvom vandet i Venedigs kanaler ganske vist er mindre grumset end sædvanligt er resten ifølge det hæderkornede magasin fup: det hører ikke til sjældenhederne at se fisk i kanalerne, billedet af svanerne er taget i Burano (ganske vist i nærheden af Venedig, ca. 40 minutter fra Markuspladsen) hvor de er faste indbyggere og delfinerne er fotograferet i Cagliari på Sardinien, adskillige hundrede kilometer fra Venedig mens en anden delfinvideo fra Venedig blev vist af en lokal tv-station i juli 2019. Og hvad angår elefanterne i Yunnan er historien (der også gik på at dyrene havde drukket sig fulde i brændevin) ifølge National Geographic siden blevet aflivet – og kilden til fotografiet ikke bekræftet.

Men det kunne have været sandt.

Og i de tre uger, der er gået siden @ikaveris tweet gik viralt er jeg blevet ved med at støde på de falske historier såvel som en lang række autentiske fotos af vilde dyr, der rykker længere ind i byrummet end sædvanligt i både Forbes, BBC, New York Times, The Guardian, The Telegraph, France24, India Today, Japan Times og mange flere – og adskillige brugere på sociale medier har delt lignende billeder og beretninger.

Et klip med en stor flok duer, der sultent følger de handlende, der kommer ud af et supermarked i Spanien, fordi byens sædvanlige mængder af madaffald pludselig forsvandt, florerer på nettet sammen med videoer af hidsigt kæmpende abeklaner, der slås om madrester i thailandske Lopburi, hvor de turister, der plejer at fodre dem, nu er værk. Også i japanske Nara, hvor mere end 1000 sikahjorte lever i byens berømte tempelpark, er turisterne forsvundet og hjortene søger derfor ind i bykernen, hvor de leder efter mad i skraldespande og folks haver. I walisiske Llandudno har vilde bjerggeder de seneste dage udforsket bymidten og den 24. marts blev en puma fanget i Chiles hovedstad Santiago. Angiveligt har beboere i både Barcelona og Paris flere gange set vildsvin i bybilledet mens vilde kalkuner har samlet sig på en forladt legeplads i Oakland, Californien.

Nogenlunde samtidig dukkede den åbenlyst falske historie om, at Vladimir Putin har sat flere hundrede løver løs for at patruljere gaderne i russiske byer og sørge for at folk overholder udgangsforbudet, så op og lignede en scene fra Terry Gilliams 12 Monkeys. Herhjemme er det foreløbigt blevet til en enkelt klumme om to ræve i en baggård på Christianshavn.

Men hvorfor har dyrehistorierne så stor tiltrækningskraft? Måske fordi forestillingen om, at natur og dyreliv rent faktisk kan trives i en global krise kan give situationen en form for mening og formål, at pandemien, uanset hvor tragisk den udvikler sig, også kan have en positiv bivirkning. I hvert fald synes det at være et gennemgående tema: »Nature just hit the reset button on us,« »Mother Nature is rebooting,« »Planet earth is finally getting a break from us...,« »It feels like Mother Earth sent us all to our rooms to think about what we have done« er bare nogle af de udsagn, der ledsager billederne, som bliver delt igen og igen.Men der er også en anden side af historiernes tiltrækningskraft. For selvom de er knapt så spektakulære som delfiner i Venedig og fulde elefanter, fortæller historierne om dyrenes ændrede adfærd og fascinationen af dyreliv i menneskeverdenen en interessant historie om vores fascination af vores egen undergang. Om radikale ændringer af tingenes tilstand.

Netop på grund af bevidstheden om vores civilisatoriske hybris, er vores egen undergangsfortælling så fascinerende

Kulturen har så godt som altid været optaget af jordens undergang og fra de første fortællinger, myter og religøse tekster også af den straf, der åbenbart er uundgåelig for menneskeheden. I dag finder vi apokalyptik i alt fra grænsesøgende kunst over politisk tænkning til populærkultur, hvor dystopisk science fiction og en slags post-apokalyptisk ønsketænkning, hvor naturen overtager det kollapsede menneskesamfund igen og igen er vendt tilbage.

Vegetationen, der langsomt opsluger verdens storbyer mens vilde dyr indtager gaderne er en velkendt trope fra en lang række film og bøger om menneskehedens undergang. Jeg kommer først i tanker om J.G. Ballards økodystopi Den druknede verden og Linda og Valentin-albummet Storbyen der druknede (som i øvrigt inspirerede John Carpenters kultfilm Flugtaktion New York, selvom den ikke ligefrem flyder over med flora og fauna), Adam O.s tegneserie Ruiner hvor København i en nær fremtid er jungleagtig og mennesketom og i filmatiseringen af Robert Mathesons sci-fi-klassiker I am Legend, hvor hovedpersonen (Will Smith) går på hjortejagt i New Yorks affolkede og tilgroede gader – men må se sit bytte snuppet af en sulten løveflok, der har gjort Manhattan til deres hjem. Jeg tænker også på Tjernobyls katastrofezone, hvor en række dyrearter – heriblandt også sjældne og truede – nu trives, efter området blev evakueret i 1986.

Hvorfor er vi så umiddelbart til falds for og klar til at acceptere fortællinger om, at naturen tager jorden tilbage?

Billeder på planetens biodiversitet i trivsel på bekostning af mennesker vækker både følelser af optimistisk håb om, at vi kan ændre vores samfund, lave om på vores ressourceforbrug osv. og leve i en forestillet romantisk sameksistens med naturen – men samtidig er dyrene i byerne også en påmindelse om, hvordan pandemien overhovedet startede: nemlig i et møde mellem mennesker og vilde dyr. Det er næsten altid menneskelig adfærd, der er årsag til at sygdomme bevæger sig fra dyr til mennesker. For at forhindre fremtidige udbrud, er det nødvendigt (men i stigende grad uoverskueligt og urealistisk) at standse global opvarmning og rydningen af skovområder til landbrug, minedrift og bebyggelse, der er de to væsentligste årsager til, at vilde dyr kommer i kontakt med mennesker.

Will Smith på jagt i 'I Am Legend'
Will Smith på jagt i 'I Am Legend'

Når coronavirusset på et tidspunkt kan kontrolleres, og verdenssamfundet vender tilbage fra sin karantæne, er det ikke til at sige, hvordan det hele ser ud. Når storbylivets rytme vender tilbage og menneskene igen indtager byrummet, fortrækker dyrene igen. Måske vil man se ganske subtile forandringer nogle steder: de dyr, der i forvejen levede i byerne – fugle, aber, ræve og prærieulve – vil måske være blevet mere pågående i deres adfærd, søge længere ind på mennesketerritorium for at søge føde. Men fortællingerne og forestillingerne om at vilde dyrebestande vil gøre et markant og dramatisk comeback og indtage byerne er fantasi. De minder os dog om, at vores byer også er natur og rummer samtidig en bid af erkendelse af, at industrialisering, urbanisering og globalisering presser natur og økosystemer så hårdt, at vi måske er ved at gøre uoprettelig skade.

For der er ingen lianer, der slynger sig om Manhattans højhuse; Londons finansdistrikt er ingen tropisk sump. I stedet ser vi hastig ørkenspredning, søer der tørrer ind, vi ser tørke, ekstremt vejr og langt fra at rykke tilbage og finde en plads i fødekæden med alle de andre dyr står vi midt i den sjette masseuddøen, hvor op mod en million dyre- og plantearter skønnes at forsvinde som følge af menneskelige aktiviteter.

Og netop på grund af bevidstheden om vores civilisatoriske hybris, er vores egen undergangsfortælling så fascinerende, og bl.a. derfor er forestillingen om – og de lejlighedsvise tegn på – at naturen svarer igen, at junglen æder sig ind på storbyerne, at hjorte og antiloper springer gennem gaderne, så besnærende: for sammen med menneskenes undergang rummer de også et utopisk løfte om at menneskene igen kan komme i balance med naturen, kan forny den urgamle (og i allerhøjeste grad forestillede) pagt mellem os og naturen.

Mens coronavirusset er i fuld gang med at ændre det billede af verden, vi er blevet vant til, ser vi i glimt en alternativ version af verden, der på én gang rummer menneskenes dystopiske undergang og klodens utopiske rehabilitering. Hvad John Carpenter sagde i et interview i ekstramaterialet til VHS-udgivelsen af Flugtaktion New York i 1994 gælder også for de virale dyrehistorier: »It's both our fears and what we would like to have happen.«

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.