Print artikel

Som at lægge jernbaneskinner videre ind i tågen

Illustration: Thit Thyrring
Reportage
30.03.20
Forfatter Peter Adolphsen har været på hotelkontor og skrevet en postapokalyptisk dagbog midt i coronakrisens angstbævende malstrøm.

Datering. Noget så tidsbundet som denne tekst bør dateres: 28. marts 2020. Det er cirka 14 dage siden det meste af verden, herunder Danmark, satte sig selv i karantæne pga. en ny influenzavirus. I skrivende stund er der opgjort 23.672 døde på verdensplan og 52 i Danmark. Måske lander disse tal på det tusindfoldige eller måske slipper vi med en fordobling. Måske varer nedlukningen kun 14 dage endnu, måske bliver vi pludselig reddet af lægevidenskaben (igen). Måske forlænges karantænen ind i sommerferien og videre til efteråret. Måske rammer pandemiens anden bølge meget hårdere, måske muterer den og begynder at dræbe mennesker i alle aldersgrupper.

Ingen ved hvilken verden vi træder ud i, når krisen er engang er forbi. Tanken er på mange måder uoverskuelig: konsekvenser af følgeslutninger ekstrapolerede ud fra formodninger på tvivlsomt grundlag. Opstillet grafisk minder det påfaldende om en smittekæde. Eller rettere, ved eftertanke: Det er ikke som en smittekæde. Det var bare et billede, der lød retorisk flot i konteksten. Profetier er blot gisninger ud fra foreliggende fakta, en simpel forlængelse af allerede synlige tendenser. Som at lægge jernbaneskinner videre ind i tågen.

*

Placering. Hotel Clarion, CPH Airport. Det er hverken en lobby eller en reception, det er en forhal. Jeg er iført min digteruniform: Jakkesæt fra Canali, nystrøget hvid skjorte (Barons), olivengrøn uldfrakke af mærket Lindberg. Skoene er engelske, Tricker’s, brune, randsyede, hulmønstrede, ruskind. Jeg har ikke taget mit brune grenadinestrikkede Drake-slips på. Mit mest larmende klædningsstykke er hatten, en mørkegrå Stetson fedora. Jeg er i forvejen latterligt overdressed, så slipset blev fravalgt. Jeg kunne alligevel heller ikke finde min slipsenål.

Receptionisten er smooth og meget corporate. Af svensk afstamning. Det hæsligste sprog i verden må være dansk talt af svenskere. Det er som at se ind i et spejl, der overdriver alt det grimme. Værelse 1039. Udsigt ind over byen fra 10. sal. Jeg bad om et værelse med udsigt til flyvepladsen, men receptionisten svarede glat og inappellabelt nej. Jeg afprøver et nyt kontorkoncept, som er poppet frem i disse karantænetider: Lej et hotelværelse fra 7 morgen til 7 aften, 295 kr. Jeg har været her en gang før. Arkitektur af allerværste slags. Aldrig har jeg befundet mig så menneskefjendsk et sted. Aldrig har dette sted været så mennesketomt. Tomheden får fjendtligheden til at stå endnu tydeligere frem.

*

Forfatterkæledyrsnavne. I dystre tider er lidt adspredelse i form af et par hyggelige fun facts om litterære kæledyr aldrig af vejen: Dorothy Parker havde en fransk puddel ved navn Cliché. Albert Camus havde en kat ved navn Cigarette. George Orwell havde en ged ved navn Muriel. Julio Cortázar havde en kat ved navn Theodor W. Adorno. Han kaldte den altid ved dens fulde navn.

*

Social online. Postepidemisk vil mindst én nuværende udvikling formodes stærkt accelereret: internettet, herunder især den del, man kan kalde socialt samvær online. Video-opkald og gruppechats eksploderer, den almene befolkning bliver (mere) fortrolige med diverse teknologier. Vi vænner os til at indtage verden via hver vores skærm. Fremtidsmennesket i Pixars Wall-E er ikke urealistisk, blot lever vi ikke ombord på et kolossalt luksusrumskib, men i hver vores skidne lejlighed eller parcelhus. Hver vores wifi. Vi er sammen hver for sig. Vi holder sammen ved at holde afstand. Hashtag. De statsministerielle oneliners flyder som pølsefyld ud af en kødhakker. Mette Frederiksen optrådte her til formiddag i Mads og Monopolet på P4. I dette billede er Mads Steffensen pølseskindet, tarmen, og Statsministerens ord så hakkekødet, der pumpes ind i ham.

I dette billede er Mads Steffensen pølseskindet, tarmen, og Statsministerens ord så hakkekødet, der pumpes ind i ham.

Moralfilosofi. I en ny skolebog med titlen Smart Score Encyclopedia Grade 2 bliver børnene stillet over for følgende multiple choice-dilemma: Alice synes hun er grim. Hvad siger du til hende: A) Gud elsker dig, B) Slå dig selv ihjel. Et andet spørgsmål lød: Lucy og Margret er søstre. Forældrene elsker Lucy højest. Hvad skal Margret gøre? A) Slå sig selv ihjel eller B) Respektere og adlyde sine forældre. Bogen er udgivet af Longhorn Publishers i Nairobi, som – efter at skandalen gik småviralt kenyastyle – har trukket bogen tilbage og udsendt en beklagelse.

Group Chief Executive Officer Maxwell Mahome udtaler: »We acknowledge the query and take full responsibility and that in this instance we failed. For this, we are extremely sorry.« Han tilføjer, at de tager spørgsmål om psykisk sundhed meget alvorligt og aldrig har ønsket at deres udgivelser skulle opfattes som en opfordring til selvmord blandt skolebørn. Bøgerne er blevet kaldt tilbage fra markedet, og forlaget har taget de nødvendige forholdsregler for at undgå en gentagelse. Jeg mener, at Maxwell Mahome skulle have stået ved sin udgivelse: Selvmord er jo netop det forkerte svar.

*

Lars von Triers Epidemic er på min top tre over bedste danske komedier nogensinde. Gyldne replikker: »Hvis du forlader dette lokale vil du blive henregnet til patienterne!« og »Er det filmkonsulenten?« (citeret efter hukommelsen). Man bør selvfølgelig have tonefaldene med – i sagens natur udelukket her på skrift – for helt at kunne goutere morskaben.

*

Påklædningsdukke. Karantæne-couture er det modsatte af alt, hvad der er formelt, udadvendt, offentligt, fx en digteruniform. Det skulle have været et hashtag. Der skulle være gået viralt. Hver dag skulle jeg uploade nye selfies i nye corona-karantæne-couture-kreationer, og det ville være sandt og ægte og morsomt, fordi der var hele fire bogstavrim. Præcis som i Lego-filmen, hvor profetien er sand, fordi den rimer. Der skulle have været en hel filosofi, der underbyggede karantæne-couture (hashtag): behagelighed er number one, temperaturregulering, bløde tekstiler, nemt at i- og afføre sig. Badekåbe og sutsko er grundelementer i karantæne-couture. Joggingsæt, hættetrøjer, lange underbukser.

Man kan også tage sin karantæne-couture til det næste level, og det var hvad, jeg skulle have gjort på min instagram-profil: Vilde kombinationer af klædningsstykker fra forskellige tøjdomæner i alskens former, snit, mønstre, stoftyper. ’Tøjdomæner’ betyder her fx dame- og herretøj, voksen- og børnetøj, formelt/uformelt, subkulturelle kodninger som fx en t-shirt med navnet på et rockband, en habitjakke eller en damesommerhat. Men jeg gider ikke tage billeder, uploade, hitte på fikse caption-tekster. I alle mine bevægelser føler jeg mig som en legomand. Hofteled, men ingen knæ eller ankler. Skulder- og halsled, der kan dreje 360 grader. Ingen ansigtsmimik, permanent den samme grimasse. Jeg føler mig ikke i virkeligheden som en legomand. Det lød bare retorisk flot at skrive det. I konteksten. Ironisk smiley.

Der skælves frydefuldt ude bag de små skærme i vores selvpålagte karantæner. Længslen mod verdens undergang har været en konstant så længe der har eksisteret mennesker.

Wuhan-500. Realitystjernen Kim Kardashian retweetede en side fra Sylvia Brownes End of Days: Predictions and Prophecies About the End of the World (2008), hvor der nævnes en ’lungebetændelseslignende’ sygdom, der spreder sig over kloden i 2020. Billedet gik selvfølgelig viralt og katapulterede bogen op ad bestsellerlisterne. Browne døde i 2013 og var berygtet for at fremsætte forfejlede spådomme. En anden bog, der tillægges tvivlsomme profetiske kvaliteter, er Dean Koontz’ The Eyes of Darkness (1981), hvori der tales om ’Kinas vigtigste og farligste nye biologiske våben’: dræbervirussen Wuhan-400. Der skælves frydefuldt ude bag de små skærme i vores selvpålagte karantæner. Længslen mod verdens undergang har været en konstant så længe der har eksisteret mennesker. Skibskatastrofer og pludselig død. Gad vide om også elefanter og delfiner længes mod de sidste tider? For deres vedkommende nok noget mere sandsynligt end for nærværende opretgående, hårfattige abetype.

*

Hotelværelset er fyldt med bittesmå tekster, der befinder sig i gråzonen mellem reklameslogans og motivational quotes. Min hjerne føles som grød. Eller måske nærmere en lille guldkugle af lakrids og chokolade, pakket ind i plastic med på skriften ’Instant happiness’. Den ligner en lille måne, bortset fra at den ikke er månefarvet. Der ligger et ’complimentary copy’ af en lille babyblå bog med en påskrift i en håndskriftsagtig font: ’Get me out of here’. Første side: WITH ENERGY, COURAGE AND ENTHUSIASM WE SHALL CREATE A BETTER WORLD. The vision of North Choice Hotels skrevet hen over smilende, unge, internationale ansigter. Senere følger opskrifter på bønnesalat, yoga-øvelser og oplysningen om at mindre buffet-tallerkner reducerer madspild med 20%. Fremtiden er skrevet med en ’glad’ font. Hashtag sammen hver for sig. 

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.